Henrik Ibsens skrifter: Lille Eyolf - Kgl.Bibl.Kbh. Collin 262, 4°, IV.2

Du er her:

Forsiden
Skuespill
Lille Eyolf
Kgl.Bibl.Kbh. Collin 262, 4°, IV.2

Lille Eyolf

Avansert visning

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Sammenligne forskjellige utgaver av teksten
Gå til avansert visning

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

Faksimile

legg: 1, blad: [1]r

Lille Eyolf.

Skuespil i tre akter

af Henrik Ibsen.

1894.

legg: 1, [1]v

Faksimile

legg: 1, blad: [2]r

Lille Eyolf.

Faksimile

legg: 1, blad: [2]v

Personerne:

Alfred Allmers, ejendomsbesidder, literat,
forhen timelærer.

Fru Rita Allmers, hans hustru.

Eyolf, deres barn; ni år gammel.

Frøken Asta Allmers, Alfreds yngre halvsøster.

Ingeniør Borghejm.

Rottejomfruen.

(Handlingen foregår på Allmers’s ejendom
ude ved fjorden, et par mile fra byen )

Faksimile

legg: 2, blad: [1]r

Første akt.

(En smukt og rigt udstyret havestue. Mange
møbler, blomster og planter. I baggrunden åbne
glasdøre ud til en veranda. Vid udsigt over fjor-
den. Skog{ <...> }klædte åser i det fjerne. På hver af si-
devæggene { <...> }en dør, den til højre er en dobbeltdør og
længst tilbage. Foran til højre en sofa med løse
puder og tæpper. Stole og et lidet bord ved sofa-
hjørnet. Foran til venstre et større bord med læne-
stole omkring. På bordet står en åben håndkuffert.
Det er tidlig sommermorgen i varmt solskinsvejr.)

(Fru Rita Allmers står ved bordet, med ryggen
mod højre, og pakker ud af kufferten. Hun er en
smuk, temmelig stor, yppig, blond dame på om-
kring 3{1}0–32 år. Klædt i lys morgenkjole.)

(Lidt efter kommer frøken Asta Allmers ind
gennem døren til højre, klædt i lysbrun sommer-
dragt med hat, jakke og parasol. Under armen

Faksimile

legg: 2, blad: [1]v

har hun en temmelig stor låset mappe. Hun er
smækker, middelhøj, med mørkt hår { <...> }og dybe, al-
vorlige øjne. 25 år gammel.)

Asta

(indenfor døren.)

God morgen, kære Rita!

Rita

(vender hodet og nikker til hende)

Nej sé , – er det dig, Asta! Kommer du alt så tidligt
fra byen? Helt her ud til os?

Asta

(lægger tøjet fra sig på en stol ved døren)

Ja, jeg havde ikke rist eller ro på mig. Jeg syntes,
jeg måtte herud og sé til lille Eyolf idag. Og til
dig også. (lægger mappen på bordet ved sofaen.) Og
så gik jeg udover med dampskibet.

Rita

(smiler til hende)

Og ombord traf du kanske en eller anden god ven?
Sådan rent tilfældigt, mener jeg.

Asta

(rolig.)

Faksimile

legg: 2, blad: [2]r

Nej, jeg traf sletikke nogen, som jeg kendte. ( ser kuf-
ferten) Men, Rita, – hvad er det der for noget?

Rita

.
(pakker fremdeles ud)

Alfreds rejsekuffert. Kender du ikke den?

Asta

.
(glad, går nærmere)

Hvad! Er Alfred kommen hjem!

Rita

Ja, tænk dig til, – han kom så rent uventet med
nattetoget.

Asta

Å, så var det det, jeg følte! Det var det, som drog
mig herud! – Og han havde ingenting skrevet i
forvejen? Ikke engang et brevkort?

Rita

Ikke et eneste ord.

Asta

Ikke telegraferet heller?

Rita

Jo, en times tid før han kom. Ganske kort og koldt.
(ler) Synes du ikke, det ligner ham, Asta?

Faksimile

legg: 2, blad: [2]v

Asta

Jo da. Han går så stille med alting.

Rita

Men desto dejligere var det så, da jeg fik
ham igen.

Asta

Ja, det kan jeg nok tænke mig.

Rita

Hele fjorten dage før jeg vented ham!

Asta

Og det står godt til med ham? Ikke nedstemt?

Rita

(klapper kufferten sammen og smiler til hende)

Han så ud rent som om han var forklaret da
han kom ind ad døren.

Asta

Og var ikke en smule træt heller?

Rita

Jo, ˹træt˺ tror jeg rigtignok han var. Dygtig træt og-
så. Men, stakker, han havde jo gået til fods
det meste af vejen.

Asta

Faksimile

legg: 3, blad: [1]r

Og så har kanske højfjeldsluften været vel
skarp for ham.

Rita

Nej, det kan jeg aldrig tro. Jeg har ikke hørt
han har hostet en eneste gang.

Asta

Nå, der kan du bare sé ! Så var det jo godt al-
ligevel da at lægen fik ham overtalt til at gøre
den turen.

Rita

Ja, nu, da det endelig er overstået, så –. Men du
kan tro, det har været en forfærdelig tid for mig,
Asta. Jeg har aldrig villet snakke om det. Og du
kom jo så sjelden ud til mig også –

Asta

Ja, det var visst ikke rigtig gjort af mig. Men –

Rita

Nå, nå, nå, – du havde jo skolen derinde i byen.
(smiler) Og vor vejbygger – han var jo bortrejst
også.

Asta

Å , la’ være med det, Rita!

Faksimile

legg: 3, blad: [1]v

Rita

Ja, ja da. La’ vejbyggeren fare. – Men sligt savn,
som jeg har følt efter Alfred, du! Slig en tomhed!
Sligt øde! Uh, det var som om nogen var ble’t be-
gravet her i huset –!

Asta

Nå, herregud , – bare en sex–syv uger da –

Rita

Ja, men du må huske på at Alfred har aldrig
før været borte fra mig. Aldrig så længe som et døgn
engang. Aldrig i alle de ti år –

Asta

Nej, men derfor så synes jeg sandelig det var på
tiden at han fik komme lidt ud iår. Han skulde
ha’ gået på fjeldtur hver eneste sommer. Det skul-
de han ha’ gjort.

Rita

,
(halvt smilende)

Ak ja, du har godt for at snakke, du. Hvis jeg var
så – så fornuftig som du, så havde jeg vel sluppet
ham løs før – kanske. Men jeg syntes ikke jeg kun-
de det, Asta! Det stod for mig som om jeg aldrig

Faksimile

legg: 3, blad: [2]r

vilde få ham igen mere. Kan du da ikke så
godt forstå det?

Asta

Nej. Men det er vel sagtens fordi jeg ikke har
nogen at miste.

Rita

(med et drillende smil)

Har du virkelig sletikke nogen –?

Asta

Ikke det jeg véd om. (afbrydende) Men sig mig,
Rita, – hvor er Alfred henne? Sover han kanske?

Rita

Å langtfra. Han stod op lige så tidlig idag, som
han plejer.

Asta

Nå, så har han vel ikke været så svært træt heller.

Rita

Jo, inat. Da han kom. Men nu har han havt Ey-
olf inde hos sig over en time hel time.

Asta

Den stakkers lille, blege gutten! Skal han nu til
at lære og lære igen?

Faksimile

legg: 3, blad: [2]v

Rita

,
(med et skuldertræk)

Alfred vil jo så ha’ det, véd du.

Asta

Ja, men jeg synes, du skulde sætte dig imod det, Rita.

Rita

(noget utålmodig)

Nej, – véd du hvad, – det kan jeg virkelig ikke blan-
de mig op i. Alfred må jo forstå de ting meget be-
dre end jeg. – Og hvad vil du da Eyolf { <...> }skal ta’ sig
til? Han kan jo ikke løbe omkring og lege, han,
– ligesom andre børn.

Asta

(bestemt)

Jeg vil snakke med Alfred om dette her.

Rita

Ja, kære, gør du bare det. – Nå, sé der –

(Alfred Allmers, i sommerdragt, ledende Eyolf
ved hånden, kommer ind gennem døren til venstre.
Han er en slank, finbygget mand på 36–37 år, med
milde øjne, tyndt brunt hår og skæg. Over hans ansigt
hviler et alvorligt, tankefuldt drag. – Eyolf bærer

Faksimile

legg: 4, blad: [1]r

en drgt dragt af snit som et slags uniform med
guldsnore og løveknapper. Han er halt og går med
krykke under den venstre arm. Benet er lammet.
Han er liden af vækst, ser sygelig ud men med
har smukke, kloge øjne.)

Allmers

(slipper Eyolf, går glad hen og række Asta beg-
ge hænder)

Asta! Kæreste Asta! At du er her ude! At jeg
straks skulde få se dig!

Asta

Jeg syntes jeg måtte –. Velkommen hjem igen!

Allmers

(ryster hendes hænder)

Tak skal du ha’ for det.

Rita

Ser han ikke prægtig ud?

Asta

(stirrer ufravendt på ham)

Dejlig! Rent dejlig! Så oplivet i øjnene! Ja, da
har du vel skrevet svært meget undervejs. (glad ud-
brydende) Kanske gerne hele bogen er færdig, Alfred?

Faksimile

legg: 4, blad: [1]v

10.

Allmers

(trækker på skuldren)

Bogen –? Å, den –

Asta

Ja, jeg tænkte mig at det vilde gå så let for dig,
når du bare fik komme ud.

Allmers

Det tænkte jeg også. Men sé , – det gik ganske an-
derledes, du. Jeg har såmænd ikke skrevet en lin-
je på bogen.

Asta

Har du ikke skrevet –!

Rita

Å så! Jeg kunde ikke skønne at alt papiret lå u-
rørt i kufferten.

Asta

Men, kære Alfred, hvad har du da bestilt i al den tid?

Allmers

Bare gået o<...>

(smiler)

Bare gået og tænkt og tænkt og tænkt.

Rita

,
(lægger armen om hans skulder)

Faksimile

legg: 4, blad: [2]r

11.

Tænkt lidt på dem også, som hjemme sad?

Allmers

Ja, det kan du vel vide. Meget også. Hver ene-
ste dag.

Rita

(slipper ham)

Nå, så er det jo godt og vel altsammen da.

Asta

Men sletikke skrevet noget på bogen? Og så kan
du endda sé så glad ud? D og tilfreds ud? Det plejer
du da ikke ellers. Ikke når arbejdet går tungt for
dig, mener jeg.

Allmers

Det har du ret i. For jeg har været så dum før,
ser du. Det, at tænke, det rummer det bedste i en.
Hvad som kommer på papiret duer ikke stort.

Asta

(med et udråb)

Duer det ikke!

Rita

(ler)

Men er du ble’t gal, Alfred!

Faksimile

legg: 4, blad: [2]v

12.

Eyolf

( (ser troværdig op på ham)

Jo da, pappa, – det, som du skriver, det duer.

Allmers

(smiler og stryger hans hår)

Jaja , når du siger det, så –. Men tro du mig, – der
kommer en bagefter, som vil gøre det bedre.

Eyolf

Hvad skulde det være for en? Å, sig det!

Allmers

Giv tid. Han vil nok komme og melde sig.

Eyolf

Og hvad vil du så gøre?

Allmers

(alvorlig)

Så vil jeg gå til fjelds igen –

Rita

Fy, skam dig, Alfred!

Allmers

– op på højderne og på de store vidder.

Eyolf

Pappa, tror du ikke jeg snart blir så bra’ at jeg

Faksimile

legg: 5, blad: [1]r

13.

kan få være med dig?

Allmers

(smærtelig berørt)

Å jo, kanske det, lille gutten min.

Eyolf

For jeg synes, det vilde være så kækt, det, om jeg
også kunde klyve i fjeldene.

Asta

(afledende)

Nej, hvor pæn og pyntet du er idag, Eyolf!

Eyolf

Ja, synes du ikke det, tante?

Asta

Jo da. Er det for pappas skyld at du har fået de
nye klæderne på?

Eyolf

Ja, jeg bad mamma om det. For jeg vilde, pappa
skulde sé mig med dem.

Allmers

(sagte til Rita)

Du skulde ikke ha’ gi’t ham den slags dragt.

Rita

Faksimile

legg: 5, blad: [1]v

14.

(dæmpet)

Å, men han plaged mig så længe. Bad så ind-
stændig. Jeg fik ikke fred for ham.

Eyolf

Og, det er sandt, pappa, – Borghejm har købt en
bue til mig. Og lært mig at skyde med den også.

Allmers

Ja, sé det, det er rigtig noget for dig, det, Eyolf.

Eyolf

Og når han kommer igen næste gang så vil
jeg be’ ham lære mig at sm svømme { <...> }også.

Allmers

Svømme! Å, men hvorfor vil du nu det da?

Eyolf

Jo, for alle gutterne nede ved stranden, de kan
svømme. Det er bare mig, som ikke kan.

Allmers

(bevæget, lægger armene om ham)

Du skal få lov til at lære {d}alt, hvad du bare
vil! Alt, hvad du selv har lyst til.

Eyolf

Ja, véd du, hvad jeg har allermest lyst til, pappa?

Faksimile

legg: 5, blad: [2]r

15.

Allmers

Nå? Sig mig det.

Eyolf

Allerhelst vil jeg lære at bli’ soldat.

Allmers

Å, lille Eyolf, der er så mange andre ting,
som er bedre end det.

Eyolf

Ja, men når jeg blir stor, så må jeg jo bli’ sol-
dat. Det véd du da vel.

Allmers

(knuger hænderne)

Ja, ja, ja; vi får sé –

Asta

,
(sætter sig ved bordet til venstre)

Eyolf! Kom her bort til mig, så skal jeg fortæl-
le dig noget.

Eyolf

(går derhen)

Hvad er det for noget, tante?

Asta

Tænk dig, du, Eyolf, – jeg har set Rottejomfruen.

Faksimile

legg: 5, blad: [2]v

16.

Eyolf

Hvad! Har du set Rottejomfruen! Å, du bare
narrer mig!

Asta

Nej, det er sandt. Jeg så hende igår.

Eyolf

Hvor så du hende da?

Asta

Jeg så hende på vejen, udenfor byen.

Allmers

Jeg så hende også et steds oppe i landet.

Rita

(som sidder i sofaen)

Kanske vi også får sé hende da, Eyolf.

Eyolf

Tante, er ikke det underligt, du, at hun heder
Rottejomfruen?

Asta

Folk kalder hende bare så fordi hun rejser rundt
land og strand og fordriver alle rotterne.

Allmers

Egentlig skal hun nok hede frøken Varg, tror jeg.

Faksimile

legg: 6, blad: [1]r

17.

Eyolf

Varg? Det betyder jo en ulv, det.

Allmers

(klapper ham på hodet)

Véd du det også, du, Eyolf?

Eyolf

(betænksomt)

Så kanske det kan være sandt alligevel at hun
er varulv om natten. Tror du det, pappa?

Allmers

Å nej, det tror jeg ikke. – Men nu skulde du gå
ned og lege lidt i haven.

Eyolf

Synes du ikke det var bedre jeg tog nogen bøger
med mig?

Allmers

Nej, ingen bøger herefter. Gå så heller ned på
stranden til de andre g{ <...> }utterne.

Eyolf

(forlegen)

Nej, pappa, jeg vil ikke gå ned til gutterne idag.

Allmers

Faksimile

legg: 6, blad: [1]v

18.

Hvorfor ikke det da?

Eyolf

Nej, fordi jeg har disse her klæderne på.

Allmers

(rynker panden)

Gør de kanske nar af – af dine pæne klæder!

Eyolf

(undvigende)

Nej, det tør de ikke. For så vilde jeg slå dem.

Allmers

Nå ja, – hvad så –?

Eyolf

Men de er så uskikkelige, de gutterne. Og så si-
ger de at jeg aldrig kan bli’ soldat.

Allmers

(med undertrykt harme)

Hvorfor siger de det, tror du?

Eyolf

De er vel misundelige på mig. For, pappa, de er
jo så fattige, de, at de må gå barbént.

Allmers

(sagte, med kvalt stemme)

Faksimile

legg: 6, blad: [2]r

19.

Å, Rita, – hvor det nager mig i hjertet, dette
her!

Rita

(beroligende, rejser sig)

Så-så-så!

Allmers

,
(truende)

Men de gutterne, de skal engang få føle, hvem
der er herrer dernede på stranden!

Asta

(lyttende)

Der er nogen, som banker.

Eyolf

Det er visst Borghejm!

Rita

Kom ind!

(Rottejomfruen kommer sagte og stilfærdigt ind
gennem døren til højre. Hun er en liden, tynd, sam-
menskrumpet skikkelse, gammel og { <...> }gråhåret, med
hvasse, stikkende øjne. Klædt i en gammeldags,
blomstret kjole med sort kysehat og saloppe. I hån-
den har hun en stor rød paraply og på armen,

Faksimile

legg: 6, blad: [2]v

20.

i en snor, en sort pose)

Eyolf

(sagte, griber {a}Asta i kjolen)

Tante! Det må visst være hende!

Rottejomfruen

(nejer ved døren)

Med allerydmygst forlov, – har herskabet noget, som
gnaver her i huset?

Allmers

Vi? Nej, jeg tror ikke det.

Rottejomfruen

Ja, for ellers så skulde jeg så inderlig gerne hjælpe
herskabet af med det.

Rita

Ja, ja, vi forstår. Men vi har ikke noget af den slags.

Rottejomfruen

Det var højst uheldigt, det. For nu er jeg just ude
på rundrejse. Og ingen véd når jeg kommer på dis-
se kanter igen. – Å , så træt jeg er!

Allmers

(peger mod en stol)

Ja, De sér ud til det.

Faksimile

legg: 7, blad: [1]r

21.

Rottejomfruen

En skulde jo aldrig bli’ træt af at hjælpe gøre vel
imod de stakkers små, som hades og forfølges så
hårdeligen. Men det ta’r så svært på kræfterne.

Rita

Kanske De vil ta’ plads og hvile Dem lidt?

Rottejomfruen

Takker mangfoldige gange. (sætter sig på en
stol mellem døren og sofaen) For hele natten har
jeg været ude i forretninger.

Allmers

Så De har det?

Rottejomfruen

Ja, over på øerne. ( lé{ <...> }r klukkende) Folkene havde
så sandelig bud efter mig. De kvied sig nok svært
ved det. Men der var ikke anden råd. De måtte så-
mænd pænt bide i det sure æble. ( ser på Eyolf og nik-
ker) Sure æble, lille herre. Sure æble.

Eyolf

(uvilkårligt, lidt forknyt)

Hvorfor måtte de –?

Rottejomfruen

Faksimile

legg: 7, blad: [1]v

22.

Hvad?

Eyolf

Bide i det?

Rottejomfruen

Jo, for de kunde ikke nære sig længer. For rotterne
og for alle de små rottebørnene, skønner vel unge
herren.

Rita

Uh! De stakkers folk, – har de så mange af dem?

Rottejomfruen

Ja, så det vrimled og kryde. ( lér stille fornøjet)
Oppe i sengene kribled og krabled de hele natten
lang. Mælkefadene plumped de ned i. Og over
gulvene hvisled og risled de både på kryds og
på tvers.

Eyolf

(sagte til Asta)

Jeg vil aldrig rejse der ud, tante.

Rottejomfruen

Men så kom jeg – og én til. Og vi tog dem med os
allesammen. De søde, små gestalterne! Allesam-
men fik vi to has på.

Faksimile

legg: 7, blad: [2]r

23.

Eyolf

(med et skrig)

Pappa, – sé , sé !

Rita

Men gud , Eyolf da!

Allmers

Hvad er der på færde?

Eyolf

(peger.)

Der er noget, som spræller i posen!

Rita

(over til venstre, skriger)

Uh da! Få hende ud, Alfred!

Rottejomfruen

,
( lér )

Å, allersødeste frue, vær da { <...> }aldrig ræd for så’nt et
lidet skabilken.

Allmers

Men hvad er det da for noget?

Rottejomfruen

Det er bare Mopsemand. (snører posen op) Kom
så op fra mørket, du allerkæreste vennen min.

Faksimile

legg: 7, blad: [2]v

24.

(En liden hund med bred, sort snude stikker
hodet op af posen)

Rottejomfruen

(nikker og vinker til Eyolf)

Kom trøstig nærmere, lille blessérte krigsmand!
Han bider ikke. Kom hid! Kom hid!

Eyolf

(holder sig til Asta)

Nej, jeg tør ikke.

Rottejomfruen

Synes ikke den unge herre at han har et mildt
og elskeligt åsyn?

Eyolf

(forbauset, peger)

Den der!

Rottejomfruen

Ja, just han.

Eyolf

(halv sagte, stirrer ufravendt på hunden)

Jeg synes, han har det forfærdeligste – åsyn, jeg
har sét .

Rottejomfruen

Faksimile

legg: 8, blad: [1]r

25.

(lukker posen)

Å, det kommer. Det kommer nok.

Eyolf

(går uvilkårlig nærmere, helt hen, og stryger
let over posen)

Dejlig, – dejlig er han alligevel.

Rottejomfruen

(med varsom stemme)

Men nu er han så træt og mødig, stakker. Så in-
derlig træt er han. ( sér på Allmers) For den ta’r på
kræfterne, – den slags leg, kan herren tro.

Allmers

Hvad slags leg, mener De?

Rottejomfruen

Lokkelegen.

Allmers

Aha, det er kanske hunden, som lokker rotterne?

Rottejomfruen

(nikker)

Mopsemand og jeg. Vi to er sammen om det. Og det
går så glat. At sé til da. Han får bare en snor i hals-
båndet. Så leder jeg ham tre gange rundt huset.

Faksimile

legg: 8, blad: [1]v

26.

Og spiller på mundharpe. Og når de det { <...> }hører,
så må de op af kælderne og ned fra loftene ˹og˺ ud fra
hullerne, – alle de velsignede små skabninger.

Eyolf

Bider han dem så ihjæl da?

Rottejomfruen

Å langt ifra! Nej, vi går ned til båden, han og jeg.
Og så følger de efter os. Både de voksne og småpus-
lingerne deres.

Eyolf

(spændt)

Og hvad så –? Fortæl det!

Rottejomfruen

Så lægger vi ud fra land. Og jeg vrikker med åren
og spiller på mundharpe. Og Mopsemand, han svøm-
mer bagefter. (med gnistrende øjne) Og alle de, som
kribled og krabled, de følger og følger os ud på dybets
vande. Ja, for det må de!

Eyolf

Hvorfor må de?

Rottejomfruen

Just fordi de ikke vil. Fordi de er så grøssende rædde

Faksimile

legg: 8, blad: [2]r

27.

for vandet, – derfor må de ud i det.

Eyolf

Drukner de så?

Rottejomfruen

Hver evige en. (sagtere) Og så har de det så stille
og så godt og mørkt, som de bare kan ønske sig det, –
de yndige små. Sover dernede så sød og så lang
en søvn. Alle de, som menneskene hader og for-
følger. (rejser sig) Ja, før i tiden havde jeg ingen
Mopsemand behov. Da lokked jeg selv da. Jeg
alene.

Eyolf

Hvad lokked De for noget?

Rottejomfruen

Mennesker. En mest.

Eyolf

(i spænding)

Å, sig mig, hvad det var for en!

Rottejomfruen

( lér )

Det var allerkæresten min, det, lille hjerte-
knuser!

Faksimile

legg: 8, blad: [2]v

28.

Eyolf

Hvor er så han henne nu?

Rottejomfruen

(hårdt)

Nede hos alle rotterne. (atter mildt) Men nu
må jeg ud i forretninger igen. Altid på farten. (til Rita)
Har herskabet slet ingen brug for mig idag? For så
kunde jeg gøre det af med det samme.

Rita

Nej tak; jeg tror ikke det trænges.

Rottejomfruen

Jaja , sødeste frue, – en kan aldrig vide –. Skulde
herskabet mærke at her ˹er˺ noget, som nager og gnaver,
– og kribler og krabler, – så sé bare til at få fat på
mig og Mopsemand. – Farvel, farvel så mange tu-
send gange.

( Hun går ud gennem døren til højre.)

Eyolf

(sagte, triumferende til Asta)

Tante, tænk, at jeg også har sét Rottejomfruen!

(Rita går ud på verandaen og vifter sig med
lommetørklædet. Lidt efter går Eyolf varsomt

Faksimile

legg: 9, blad: [1]r

29.

og ubemærket ud til højre)

Allmers

(tager mappen på bordet ved sofaen)

Er det din mappe, denne her, Asta?

Asta

Ja. Jeg har nogen af de gamle brevene i den.

Allmers

Å, familjebrevene –

Asta

For du bad mig jo ordne dem for dig mens du var
borte.

Allmers

(klapper hende på hodet)

Og det har du også fundet tid til, du!

Asta

Å ja. Jeg har gjort det dels herude og dels inde i
byen hos mig selv.

Allmers

Tak, kære –. Fandt du så noget særligt i dem ?

Asta

(henkastende)

Å, – så et og andet finder en jo altid i slige gamle

Faksimile

legg: 9, blad: [1]v

30.

papirer, véd du vel. (sagtere, alvorligt) Det der i
mappen, det er brevene til mor.

Allmers

Ja, {s}dem skal du naturligvis selv beholde.

Asta

(med overvindelse)

Nej. Jeg vil at du skal sé dem igennen , du også,
Alfred. Engang, – senere hen i livet. – Men idag har
jeg ikke nøglen til mappen med mig.

Allmers

Behøves ikke, kære Asta. For jeg læser så aldrig
din mors breve alligevel.

Asta

(fæster øjnene på ham)

Så vil jeg engang, – sådan en lun aftenstund, for-
tælle dig noget af det, som står i dem.

Allmers

Ja, det kan du heller gøre. Men behold du bare din
mors breve. Du har ikke så mange erindringer
efter hende.

( Han rækker Asta mappen. Hun tager den og læg{-}ger
{ <...> }den hen på stolen under overtøjet)

Faksimile

legg: 9, blad: [2]r

31.

(Rita kommer ind i stuen igen)

Rita

Uh, jeg synes det gamle uhyggelige fruentim-
mer bragte ligeso{n}m en ligstank med sig.

Allmers

Ja, lidt uhyggelig var hun jo.

Rita

Jeg følte mig næsten syg mens hun var i stuen.

Allmers

For resten kan jeg nok forstå den tvingende og
dragende magt, som hun snak˹k˺ed om. Ensomhe-
den oppe mellem tinderne og på de store vidder
har noget af det samme.

{R}Asta

( sér opmærksomt på ham)

Hvad er det for noget, som er foregået med dig,
Alfred?

Allmers

(smiler)

Med mig?

Asta

Ja, noget er det. Næsten som en forvandling. Rita

Faksimile

legg: 9, blad: [2]v

32.

har også lagt mærke til det.

Rita

Ja, jeg så det, straks du kom. Men det er da vel
bare godt, det, Alfred?

Allmers

Det bør være godt. Og det må og det skal bli’
til det gode.

Rita

(udbrydende)

Du har oplevet noget på rejsen! Nægt det ikke!
For jeg sér det på dig!

Allmers

(ryster på hodet)

Ingen verdens ting – i det ydre. Men –

Rita

(spændt)

Men –?

Allmers

Indvendig i mig er der rigtignok sket en liden
omvæltning.

Rita

Å gud –!

Faksimile

legg: 10, blad: [1]r

10.

33.

Allmers

(beroligende, klapper hendes hånd)

Bare til det gode, kære Rita. Det kan du så
trygt lide på.

Rita

(sætter sig i sofaen)

Dette her må du endelig straks fortælle os. Alt-
sammen!

Allmers

(vender sig mod Asta)

Ja, lad os sætte os, vi også. Så skal jeg prøve
på at fortælle. Så godt jeg kan.

( Han sætter sig i sofaen ved siden af Rita.
Asta rykker en stol frem { <...> }og sætter sig nær
ved ham. Kort ophold.)

Rita

( sér på ham i forventning)

Nå da –?

Allmers

,
( sér frem for sig)

Når jeg tænker tilbage på mit liv – og min skæbne –
i de sidste ti–elleve år, så står det næsten for mig

Faksimile

legg: 10, blad: [1]v

34.

som et eventyr eller som en drøm. Synes ikke
du også det, Asta?

Asta

Jo, i mange måder synes jeg det.

Allmers

(vedblivende)

Når jeg tænker på, hvad vi to var før, Asta. Vi to
stakkers fattige forældreløse –

Rita

(utålmodig)

Å ja, det er jo så længe siden.

Allmers

(uden at høre på hende)

Og nu sidder jeg her i velstand og herlighed. Har
kunnet følge mit kald. Har kunnet arbejde og
studere, – alt efter egen lyst. Og h (rækker hånden ud) Og hele denne store, ubegribelige lykke – den
skylder vi dig, du kæreste Rita.

Rita

(halvt spøgende, halvt uvillig, smækker ham
over hånden)

Vil du nu bare sé at holde op med den snak.

Faksimile

legg: 10, blad: [2]r

35.

Allmers

Jeg nævner det jo også blot som en slags ind-
ledning –

Rita

Å, spring så den indledning over!

Allmers

Rita, – du må ikke tro, det var lægens råd,
som drev mig op i fjeldene.

Asta

Ikke det, Alfred?

Rita

Hvad var ˹det˺ da, som drev dig?

Allmers

Det var det, at jeg fandt ikke ro ved mit arbejds-
bord længer.

Rita

Ikke ro! Kære, hvem forstyrred dig da?

Allmers

(ryster på hodet)

Ingen udenfra. Men jeg havde en følelse af
at jeg ligefrem misbrugte – eller – nej, forsømte
mine bedste evner. At jeg sløsed tiden væk.

Faksimile

legg: 10, blad: [2]v

36.

Asta

(med store øjne)

Når du sad og skrev på bogen?

Allmers

(nikker)

For jeg har da vel ikke evner til bare det al-
ene. Jeg måtte vel kunne udrette et eller andet
ellers også.

Rita

Var det det, du sad og grubled over?

Allmers

Ja, det var det nærmest.

Rita

Og derfor blev du så utilfreds med dig selv i
den sidste tid. Og med os andre også. Ja, for det
var du, Alfred!

Allmers

( sér hen for sig)

Der sad jeg bøjet over bordet og skrev dag efter
dag. Mangen gang halve natten også. Skrev og
skrev på den store, tykke bogen «om «Det men-
neskelige ansvar» Hm!

Faksimile

legg: 11, blad: [1]r

11.

37.

Asta

(lægger hånden på hans arm)

Men, kære, – den bogen skal jo bli’ dit livsværk.

Rita

Ja, det har du da tidt nok sagt.

Allmers

Jeg tænkte så. Lige siden jeg begyndte at bli’ vok-
sen. (med et varmt udtryk i øjnene) Så satte du mig
i stand til at gå i vej med det, du kære Rita –

Rita

Å snak!

Allmers

(smiler til hende)

– du med dit guld og med dine grønne skoge –

Rita

(halvt leende, halvt fortrydelig)

Kommer du med det tøjeri igen, så banker jeg
dig.

Asta

( ser bekymret på ham)

Men bogen, Afred ?

Allmers

Faksimile

legg: 11, blad: [1]v

38.

Den begyndte ligesom at fjerne sig. Men mere
og mere steg tanken om de højere pligter, som stil-
led sit krav til mig.

Rita

(strålende, griber hans hånd)

Alfred!

Allmers

Tanken om Eyolf, kære Rita.

Rita

(skuffet, slipper hånden)

Ah, – om Eyolf!

Allmers

Dybere og dybere har stakkers lille Eyolf taget
plads i mig. Efter det ulykkelige fald fra bordet –.
Og mest efter at vi har visshed for at det er uop-
retteligt –

Rita

(indstændigt)

Men du ta’r dig jo af ham, alt hvad du kan, Alfred!

Allmers

Som en skolemester, ja. Men ikke som en far. Og
en far er det jeg vil være for Eyolf herefter.

Faksimile

legg: 11, blad: [2]r

39.

Rita

( sér på ham og ryster på hodet)

Jeg forstår dig visst ikke rigtig.

Allmers

Jeg mener at jeg af al min magt vil prøve på at
gøre ham det uoprettelige så lindt og så let som tæn-
keligt er.

Rita

Å men, du, – gud ske lov, jeg tror ikke han føler
det så dybt.

Asta

(bevæget)

Jo, Rita, det gør ha{m}n.

Allmers

Ja, vær viss på det, at han føler det dybt.

Rita

(utålmodig)

Men, kære, – hvad mere kan du da gøre for ham?

Allmers

Jeg vil prøve på at lyse op i alle de rige mulighe-
der, som dæmrer i hans barnesjæl. Alt, hvad han
rummer af ædle spire{ <...> }r vil jeg bringe til at skyde

Faksimile

legg: 11, blad: [2]v

40.

vækst, – sætte blomst og frugt. (varmere og var-
mere, rejser sig) Og jeg vil mere end det! Jeg vil
hjælpe ham til at bringe samklang mellem
hans ønsker og det, som ligger opnåeligt foran
ham. For sådan er han ikke nu. Al hans hi-
gen går imod det, som for hele livet vil bli’ uopnåe-
ligt for ham. Men jeg vil skabe lykkefølelse i
hans sind.

( Han går et par gange op og ned ad gulvet.
Asta og Rita følger ham med øjnene)

Rita

Du skulde ta’ disse ting med mere ro, Alfred.

Allmers

(standser ved bordet til venstre og ser på dem)

Eyolf skal ta’ mit livsværk op. Ifald han så vil.
Eller han ˹kan˺ få vælge noget, som er fuldt ud hans
eget. Kanske helst det. Nå – Nå, for alle tilfældes
skyld så la’r jeg mit ligge.

Rita

(rejser sig)

Men, kæreste Alfred, – kan du da ikke arbejde
både for dig selv og ˹for˺ Eyolf?

Faksimile

legg: 12, blad: [1]r

12.

41.

Allmers

Nej, det kan jeg ikke. Umuligt! Jeg kan ikke
dele mig selv her. Og derfor så viger jeg. Eyolf
skal være den fuldfærdige i vor slægt. Og jeg vil
sætte mit nye livsværk i det at gøre ham til den
fuldfærdige.

Asta

(har rejst sig og går hen til ham)

Dette her har kostet dig en forfærdelig ˹hård˺ kamp,
Alfred.

Allmers

Ja, det har det. Her hjemme havde jeg aldrig vun-
det bugt med mig selv. Aldrig tvunget mig selv
ind under forsagelsen. Aldrig her hjemme.

Rita

Var det {d}altså derfor du rejste ud i sommer?

Allmers

(med lysende øjne)

Ja! Og så kom jeg op i den uendelige ensomhed.
Fik sé solopgangen lyse over tinderne. Føle mig
nærmere stjernerne. Næsten som i forståelse og
i samfund med dem. Og så kunde jeg det.

Faksimile

legg: 12, blad: [1]v

42.

Asta

( ser tungt på ham)

Men aldrig vil du skrive mere på bogen om «Det
menneskelige ansvar»?

Allmers

Nej, aldrig, Asta. Jeg kan ikke splitte mig selv
mellem to opgaver, siger jeg jo. – Men jeg vil føre
det menneskelige ansvar igennem – i mit liv.

Rita

(med et smil)

Tror du virkelig at du kan holde fast ved slige
høje forsætter her hjemme?

Allmers

(tager hendes hånd)

I forbund med dig kan jeg det. (rækker den an-
den hånd frem) Og i forbund med dig også, Asta.

Rita

(trækker sin hånd til sig)

Med to altså. Du kan altså dog dele dig.

Allmers

Men kæreste Rita –!

(Rita går fra ham og stiller sig i havedøren)

Faksimile

legg: 12, blad: [2]r

43.

(Det banker let og hurtigt på døren til højre.
Ingeniør Borghejm træder rask ind. Han er
en ung mand på vel 30 år. Lyst og frejdigt
udtryk. Rank holdning)

Borghejm

Godmorgen, godmorgen, frue! (standser glad
ved synet af Allmers) Nej, hvad ser jeg! Allerede
hjemme igen, herr Allmers?

Allmers

(ryster hans hånd)

Ja, jeg kom i nat.

Rita

(munter)

Han havde ikke lov længer, herr Borghejm.

Allmers

Nej men det er jo ikke sandt, Rita –

Rita

(kommer nærmere)

Jo visst er det sandt, jo. Hans permission var
ud˹l˺bøben udløben.

Borghejm

Så De holder Deres mand så stramt i tøjlerne, frue?

Faksimile

legg: 12, blad: [2]v

44.

Rita

Jeg holder på mine rettigheder. Og alting må
da ha’ en ende også.

Borghejm

Å, ikke alting, – håber jeg. – Godmorgen, frø-
ken Allmers!

Asta

(undvigende)

God morgen .

Rita

( ser på Borghejm)

Ikke alting, siger De?

Borghejm

Ja, jeg tror så fuldt og fast på at der da i al fald
er noget her i verden, som ingen ende ta’r.

Rita

Nu tænker De visst på kærlighed – og sligt
noget.

Borghejm

,
(varmt)

Jeg tænker på alt det, som dejligt er!

Rita

Faksimile

legg: 13, blad: [1]r

13.

45.

Og som aldrig får ende. Ja, lad os tænke på
det. Håbe på det, allesammen.

Allmers

(træder hen til dem)

Nu er ˹bli’r˺ [HIS: Tilføyelsestegnet overskriver «er» slik at ordet blir strøket.] De vel snart færdig med vejarbejdet herude?

Borghejm

Jeg er alt færdig. Blev færdig igår. Det har va-
ret længe nok. Men, gudskelov , det fik da en
ende.

Rita

Og det er De så kisteglad over?

Borghejm

Ja, det er jeg rigtignok!

Rita

Nå, det må jeg sige –

Borghejm

Hvad, frue?

Rita

Det er just ikke videre pænt af Dem, herr
Borghejm.

Borghejm

Så? Hvorfor ikke det?

Faksimile

legg: 13, blad: [1]v

46.

Rita

Nej, for da kommer De vel ikke ret ofte ud på
disse kanter herefter.

Borghejm

Nej, det er sandt{,}. Det tænkte jeg ikke på.

Rita

Nå, en gang imellem kan De vel sagtens kom-
me ud til os alligevel.

Borghejm

Nej, det bli’r nok desværre umuligt for mig på
lange tider nu.

Allmers

Så? Hvorfor det da?

Borghejm

Jo, for nu har jeg fået et stort, nyt arbejde, som jeg
må ta’ fat på straks.

Allmers

Nej, har De det? (trykker hans hånd) Det glæder
mig hjertelig.

Rita

Gratulerer, gratulerer, herr Borghejm!

Borghejm

Faksimile

legg: 13, blad: [2]r

47.

Hys, hys, – jeg har egentlig ikke lov til at snakke
højt om det endnu! Men jeg kan ikke dy mig! – Det
er et svært vejarbejde – oppe i det nord˹l˺ige. Me{n}d Med
fjeldovergange – og med de utroligste vanskelig-
heder at overvinde! (udbrydende) Å, du store,
vakkre verden, – hvad det er for en lykke, det, at
være vejbygger!

Rita

(smiler og ser drillende på ham)

Er det bare for det vejarbejdets skyld at De kom-
mer herud så rent ellevild idag?

Borghejm

Nej, ikke for det alene. Men for alle de lyse og
lovende udsigter, som åbner sig for mig.

Rita

(som før)

Aha, der er kanske noget endnu dejligere bagved!

Borghejm

(skotter mod Asta)

Hvem véd! Når lykken først kommer, så plejer
den jo komme som en vårflom. (vender sig til
Asta) Frøken Allmers, skulde ikke vi to spadsere

Faksimile

legg: 13, blad: [2]v

48.

en liden tur sammen? Sådan som vi plejer?

Asta

(hurtig)

Nej, nej tak. Ikke nu. Ikke idag.

Borghejm

Å, kom så! Bare en bitte liden tur! Jeg synes, jeg
har så meget at snakke med Dem om før jeg rejser.

Rita

Det er kanske noget, som De ikke må snakke
højt om endnu?

Borghejm

Hm, det kommer nu an på –

Rita

Ja, for De kan jo også godt hviske. {–}(halv sagte)
Asta, du må endelig gå med ham.

Asta

Men, kære Rita –

Borghejm

(bedende)

Frøken Asta, – husk på at dette skulde være en
afskedstur – for lange, lange tider.

Asta

Faksimile

legg: 14, blad: [1]r

14.

49.

(tager sin hat og parasol)

Jaja , lad os gå lidt omkring nede i haven da.

Borghejm

Å tak, tak for det!

Allmers

Og sé så lidt efter Eyolf med det samme.

Borghejm

Ja, Eyolf, det er sandt! Hvor er Eyolf henne idag?
Jeg har noget med til ham.

Allmers

Han går og leger etsteds dernede.

Borghejm

Nej virkelig! Så han er begyndt at lege nu? Ellers
plejer han bare sidde ˹inde˺ og læs{ <...> }e.

Allmers

Det skal ha’ en ende. En rigtig friluftsgut skal
der bli’ af ham.

Borghejm

Sé , det er ret! Ud i det fri med ham også, stakker!
Herregud, en kan da ikke gøre noget bedre end
lege i denne velsignede verden. Jeg synes hele li-
vet er som en leg, jeg! – Kom så, frøken Asta!

Faksimile

legg: 14, blad: [1]v

50.

( Borghejm og Asta går ud på verandaen
og ned gennem haven)

Allmers

(står og ser efter dem)

Du, Rita, – tror du, der er noget imellem de to?

Rita

Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige. Før trode jeg
det. Men Asta er ble’t mig så uforklarlig, – så rent
ubegribelig i den sidste tid.

Allmers

Så? Er hun det. Mens jeg var borte?

Rita

Ja, i de sidste par uger, synes jeg.

Allmers

Og du tror ikke at hun nu længer bry’r sig så-
dan videre om ham?

Rita

Ikke alvorligt. Ikke helt og holdent. Hensyns-
løst. Det tror jeg ikke. ( ser forskende på ham) Vil-
de det være dig imod, ifald hun gjorde det?

Allmers

Ikke egentlig imod. Men det vilde jo unægtelig

Faksimile

legg: 14, blad: [2]r

51.

være en ængstende tanke –

Rita

Ængstende?

Allmers

Ja, for du må huske på at jeg har ansvar for Asta.
For hendes livs lykke.

Rita

Å hvad – ansvar! Asta er da vel voksen? Hun
forstår da sagtens at vælge selv, skulde jeg tro.

Allmers

Ja, vi får jo håbe det, Rita.

Rita

Jeg for min part tror nu sletikke noget ondt om
Borghejm.

Allmers

Nej, kære, – det gør jo ikke jeg heller. Tvert imod.
Men alligevel –

Rita

(vedblivende)

Og jeg skulde svært gerne sé , at der blev et par
af ham og Asta.

Allmers

Faksimile

legg: 14, blad: [2]v

52.

(misfornøjet)

Ja, hvorfor egentl{ <...> }ig det da?

Rita

(i voksende sindsbevægelse)

Jo, for så måtte hun rejse langt bort med ham! Og
så kunde hun aldrig komme herud til os lige-
som nu!

Allmers

(stirrer forbauset på hende)

Hvad! Kunde du ønske at bli’ Asta kvit!

Rita

Ja, ja, Alfred!

Allmers

Men hvorfor i al verden –?

Rita

(slår armene lidenskabelig om hans hal{ v }s)

Jo, for så havde jeg dig da endelig for mig selv alene!
Skønt{,} ˹–˺ ikke da heller! Ikke helt for mig! (brister i
krampegråd) Å, Alfred, Alfred, – jeg kan ikke
gi’ slip på dig.

Allmers

(gør sig læmpeligt løs)

Faksimile

legg: 15, blad: [1]r

15.

53.

Men kæreste Rita, – så vær da fornuftig!

Rita

Nej, jeg bry’r mig ikke en smule om at være
fornuftig! Jeg bry’r mig bare om dig! Om dig
alene i hele verden! (kaster sig atter om hans
hals) Om dig, om dig, om dig!

Allmers

Slip, slip, – du kvæler mig –!

Rita

,
(slipper ham)

Gid jeg så sandt kunde! ( ser gnistrende på ham)
Å, dersom du vidste, hvor jeg har hadet dig –!

Allmers

Hadet mig –!

Rita

Ja, – når du sad derinde hos dig selv. Og ruged
over dit arbejde. Til langt – langt udover nætter-
ne. (klagende) Så langt, – så sent, Alfred. –
Å, hvor jeg haded dit arbejde!

Allmers

Men nu er det jo slut med det.

Rita

Faksimile

legg: 15, blad: [1]v

54.

( lér skærende)

Jo visst! Nu er du jo optaget af det, som værre er.

Allmers

(oprørt)

Værre! Kalder du barnet det, som værre er?

Rita

( hæftig )

Ja, jeg gør det. I forholdet mellem os to kalder
jeg det så. For barnet, – barnet, det er jo ovenikø-
bet et levende menneske, det. (i stigende udbrud)
Men jeg tåler det ikke, Alfred! Jeg tåler det ikke, –
det siger jeg dig!

Allmers

( ser fast på hende og siger dæmpet)

Jeg er mangen gang næsten ræd for dig, Rita.

Rita

(mørk)

Jeg bli’r tidt ræd for mig selv. Og just derfor
så må du ikke vække det onde i mig.

Allmers

Ja, men i guds navn, – gør jeg da det!

Rita

Faksimile

legg: 15, blad: [2]r

55.

Ja, du gør, – når du slider det helligste istykker
mellem os.

Allmers

(indtrængende)

Men tænk dig da om, Rita. Det er jo dit eget
barn, – vort eneste barn, som her handles om.

Rita

Barnet er bare halvvejs mit eget. (atter i udbrud)
Men du skal være min alene! Helt min skal
du være! Det har jeg ret til at kræve af dig!

Allmers

(trækker på skuldren)

Å, kære Rita, – det nytter jo ikke at kræve
noget. Alt må gives frivilligt.

Rita

( sér spændt på ham)

Og det kan du kan du kanske ikke herefter?

Allmers

Nej, jeg kan ikke. Jeg må dele mig mellem Ey-
olf og dig.

Rita

Men hvis nu Eyolf aldrig var født? Hvad så?

Faksimile

legg: 15, blad: [2]v

56.

Allmers

(undvigende)

Ja, det var en anden sag. Så havde jeg jo bare
dig at holde af da.

Rita

(sagte, dirrende)

Så vilde jeg ønske, at jeg aldrig havde født ham.

Allmers

(farer op)

Rita! Du véd ikke, hvad du selv siger!

Rita

(ryster af sindsbevægelse)

Jeg fødte ham til verden under så usigelig pine.
Men jeg bar det altsammen med jubel og fryd for
din skyld.

Allmers

(varmt)

Å ja, ja, det véd jeg jo nok.

Rita

(bestemt)

Men dermed får det ha’ slut. Jeg vil leve livet.
Sammen med dig. Helt med dig. Jeg kan ikke

Faksimile

legg: 16, blad: [1]r

16.

57.

gå her og bare være Eyolfs mor. Bare det. Ikke
noget mere. Jeg vil ikke, siger jeg! Jeg kan ikke!
Jeg vil være alt for dig! For dig, Alfred!

Allmers

Men det er du jo, Rita. Gennem vort barn –

Rita

Å, – vamle, lunkne talemåder –. Ikke et fnug
andet. Nej, du, sligt er ikke noget for mig. Jeg
var skikket til at bli’ mor til barnet. Men ikke
til at være mor for det. Du får ta’ mig som
jeg er, Alfred.

Allmers

Og du har da har dog holdt så hjertelig af Ey-
olf før.

Rita

Jeg syntes så synd i ham. Fordi du lod ham
gå for lud og koldt vand. Bare lod ham læse
og puge. Næsten ikke så ham engang.

Allmers

(nikker langsomt)

Nej; jeg var blind. Tiden var ikke kommen
for mig –

Faksimile

legg: 16, blad: [1]v

58.

Rita

( ser på ham)

Men nu er den altså kommen?

Allmers

Ja, nu ser nu endelig. Nu ser jeg at det højeste,
jeg har at gøre her i verden, det er at være en
sand far for Eyolf.

Rita

Og for mig? Hvad vil du være for mig ?

Allmers

(mildt)

Dig vil jeg bli’ ved at holde af. I stille inder-
lighed.

(han griber efter hendes hænder)

Rita

(undviger ham)

Jeg bry’r mig ikke om din stille inderlighed.
Jeg vil ha’ dig helt og holdent! Og alene! Slig,
som jeg havde dig i de første, dejlige, svulmen-
de tider. ( hæftigt og hårdt) Jeg la’r {n}mig aldrig
i verden afspise med levninger og rester,
Alfred!

Faksimile

legg: 16, blad: [2]r

59.

Allmers

(sagtmodig)

Jeg synes, her måtte kunne være så rigeligt
af lykke for os alle tre, Rita.

Rita

(hånligt)

Så er du nøjsom. (sætter sig ved bordet til { <...> }venstre)
Hør nu her.

Allmers

(nærmer sig)

Nu? Hvad er det?

Rita

( ser op mod ham med en mat glands i øjet.)

Da jeg fik dit telegram igåraftes –

Allmers

Ja? Hvad så?

Rita

– så klædte jeg mig i hvidt –

Allmers

Ja, jeg så, du var hvidklædt da jeg kom.

Rita

Havde slået håret ud –

Faksimile

legg: 16, blad: [2]v

60.

Allmers

Dit rige, duftende hår –

Rita

– så det flød ned over nakken og ryggen –

Allmers

Jeg så det. Jeg så det. Å, hvor du var dejlig, Rita!

Rita

Der var rosenrøde skærme over begge lamperne <...> .
Og vi var alene, vi to. De eneste vågne i hele
huset. Og der var champagne på bordet.

Allmers

Den drak jeg ikke noget af.

Rita

( ser bittert på ham)

Nej, det er sandt. ( lér skarpt) «Du havde cham-
pagne, men rørte den ej», – som skrevet står.

( Hun rejser sig fra lænestolen og går ligesom
træt hen og sætter sig halvt liggende på sofaen)

Allmers

(går henad gulvet og standser foran hende)

Jeg var så opfyldt af all alvorsfulde tanker. Jeg
havde foresat mig at tale med dig om vort

Faksimile

legg: 17, blad: [1]r

17.

61.

fremtidsliv, Rita. Og først og fremst om Eyolf.

Rita

(smiler)

Det gjorde du jo også, kære –

Allmers

Nej, jeg kom ikke til. For du begyndte at klæde
dig af.

Rita

Ja, og så snakked du om Eyolf imens. Husker
du ikke det? Du spurgte, hvorledes det stod til
med lille Eyolfs mave.

Allmers

( ser bebrejdende på hende)

Rita –!

Rita

Og så la’ du dig i din seng. Og sov så inder-
lig godt.

Allmers

(ryster på hodet)

Rita, – Rita!

Rita

(lægger sig helt ned og sér op til ham)

Faksimile

legg: 17, blad: [1]v

62.

Du? Alfred?

Allmers

Ja?

Rita

«Du havde champagne, men rørte den ej».

Allmers

(næsten hårdt)

Nej. Jeg rørte den ikke.

( Han går fra hende og stiller sig i havedøren.
Rita ligger en stund urørlig, med lukkede
øjne)

Rita

(springer pludselig op)

Men én ting vil jeg sige dig, Alfred!

Allmers

(vender sig i døren)

Nå?

Rita

Du skulde ikke føle dig så tryg, du!

Allmers

Ikke tryg?

Rita

Faksimile

legg: 17, blad: [2]r

63.

Nej, du skulde ikke være så ligeglad! Ikke så
sikker på at du har mig!

Allmers

(kommer nærmere)

Hvad mener du med det?

Rita

(med bævende læber)

Aldrig me{n}d en tanke har jeg været utro imod
dig, Alfred! Aldrig et øjeblik.

Allmers

Nej, Rita, det véd jeg da. Jeg, som kender dig
så godt.

Rita

(med gnistrende øjne)

Men forsmår du mig –!

Allmers

Forsmår –! Jeg skønner ikke, hvor du vil hen!

Rita

Å, du kender ikke alt det, som kunde komme op
i mig, hvis –

Allmers

Hvis –?

Faksimile

legg: 17, blad: [2]v

64.

Rita

Hvis jeg nogensinde skulde mærke at du ikke
længer brød dig om mig. Ikke længer holdt af
mig således som før.

Allmers

Men, du min kæreste Rita, – den menneskelige
forvandling gennem årene, – den må da engang
foregå i vort samliv også. Ligesom hos alle andre.

Rita

Aldrig hos mig! Og jeg vil ikke vide af nogen for-
vandling hos dig heller. Jeg vilde ikke kunne bæ-
re det, {a}Alfred. Jeg vil få beholde dig for mig selv
alene.

Allmers

Du har

( ser bekymret på hende)

Du har et forfærdelig skinsygt sind –

Rita

Jeg kan ikke gøre mig anderledes end jeg er. (tru-
ende) Stykker du dig ud imellem mig og nogen
anden –

Allmers

Hvad så –?

Faksimile

legg: 18, blad: [1]r

18.

65.

Rita

Så hævner jeg mig på dig, Alfred!

Allmers

Hvad skulde du kunne hævne dig med?

Rita

Det véd jeg ikke. – Å jo, jeg véd det nok!

Allmers

Nå?

Rita

Jeg går hen og kaster mig bort –

Allmers

Kaster du dig bort, siger du!

Rita

Ja, jeg gør så. Jeg kaster mig lige i armene
på – på den første den bedste!

Allmers

( ser varmt på hende og ryster på hodet)

Det gør du aldrig, – du min ærlige, stolte,
trofaste Rita.

Rita

(lægger armene om hans hals)

Å, du véd ikke, hvad jeg kunde bli’ til, hvis

Faksimile

legg: 18, blad: [1]v

66.

du, – hvis du ikke vilde vide af mig mere.

Allmers

Ikke vide af dig, Rita? Tænk, at du kan sige
sådant noget!

Rita

(halvt i latter, slipper ham)

Jeg kunde jo lægge mine garn ud efter ham, –
denne vejbyggeren, som går her.

Allmers

(lettet)

Ah, gudskelov , – du spaser altså.

Rita

Aldeles ikke. Hvorfor ikke lige så godt ham,
som enhver anden?

Allmers

Nej, for han er visst allerede så temmelig
bunden.

Rita

Desto bedre! For så tog jeg ham jo fra en
anden. Det er jo akkurat det samme, som Eyolf
har gjort imod mig.

Allmers

Faksimile

legg: 18, blad: [2]r

67.

Siger du, at vor lille Eyolf har gjort det?

Rita

(med udstrakt pegefinger)

Sé der! Sé der! Straks du bare nævner Eyolfs
navn, så blir du blød og dirrer i stemmen! (tru-
ende, knytter hænderne) Å, jeg kunde næsten
fristes til at ønske – nå!

Allmers

( ser i angst på hende)

Hvad kunde du ønske, Rita –!

Rita

( hæftigt , går fra ham)

Nej, nej, nej, – det siger jeg dig ikke! Aldrig!

Allmers

(går nærmere hen til hende)

Rita! Jeg bønfalder dig, – for din og min skyld, –
lad dig ikke friste til noget, som ondt er.

(Borghejm og Asta kommer ˹op˺ ind fra haven.
De er begge i behersket sindsbevægelse. Ser alvor-
lige og forstemte ud. Asta blir stående ude på
verandaen. Borghejm går ind i stuen)

Borghejm

Faksimile

legg: 18, blad: [2]v

68.

Se så. Nu har frøken Allmers og jeg gået vor
sidste tur sammen.

Rita

( ser studsende på ham)

Ah! – Og der følger ikke nogen længere rejse
efterpå turen?

Borghejm

Jo, for mig.

Rita

For Dem alene?

Borghejm

Ja, for mig alene.

Rita

(skotter mørkt til Allmers)

Hører du det, Alfred? (vender sig til Borghejm)
Jeg tør vædde på at det er onde øjne, som har spil-
let Dem et puds her.

Borghejm

( ser på hende)

Onde øjne?

Rita

(nikker)

Faksimile

legg: 19, blad: [1]r

19.

69.

Onde øjne, ja.

Borghejm

Tror De på onde øjne, fru Allmers?

Rita

Ja, jeg er begyndt at tro på onde øjne nu. Mest på
onde barneøjne.

Allmers

(oprørt, hvisker)

Rita, – hvor kan du –!

Rita

(halvhøjt)

Det er dig, som gør mig ond og styg, Alfred.

(Fjerne, forvirrede råb og skrig høres nede
ved vandet)

Borghejm

(går til glasdøren)

Hvad er det for en larm –?

Asta

(i døren)

Sé alle de mennesker, som løber nede på
brygggen !

Allmers

Faksimile

legg: 19, blad: [1]v

70.

Hvad kan det være? ( ser et øjeblik ud) Sagtens
disse gadeungerne, som er på spil igen.

Borghejm

(råber ud over rækværket)

Hør, I smågutter dernede! Hvad er der på f{ <...> }ærde?

(Flere høres at svare utydeligt i muden mun-
den på hverandre)

Rita

Hvad siger de?

Borghejm

De siger, det er et barn, som er druknet.

Allmers

Et barn druknet?

Asta

(urolig)

En liden gut, siger de.

Allmers

Å, de kan jo svømme, allesammen.

Rita

(skriger i angst)

Hvor er Eyolf henne!

Allmers

Faksimile

legg: 19, blad: [2]r

71.

Bare rolig. Rolig. Eyolf er jo i haven og leger.

Asta

Nej, i haven var han ikke –

Rita

(med oprakte arme)

Å, bare det ikke er ham!

Borghejm

(lytter og råber ned)

Hvis barn er det, siger I?

(Utydelige stemmer høres. Borghejm og Asta
udstøder et undertrykt skrig og styrter ned
gennem haven)

Allmers

(i sjæleangst)

Det er ikke Eyolf! Det er ikke Eyolf, Rita!

Rita

(på verandaen, lyttende)

Hys; vær stille! Lad mig høre, hvad de siger!

(Rita flygter med et skærende skrig ind i
værelset)

Allmers

(efter hende)

Faksimile

legg: 19, blad: [2]v

72.

Hvad var det de sa’?

Rita

(segner ned ved lænestolen til venstre)

De sa’: krykken flyder!

Allmers

(næsten lammet)

Nej! Nej! Nej!

Rita

,
(hæst)

Eyolf! Eyolf! Å, men de må redde ham!

Allmers

(hal{ <...> }vt i vildelse)

Umulig andet! Så dyrt et liv! Så dyrt et
liv!

( Han iler ned gennem haven)

Faksimile

legg: 20, blad: [1]r

20.

73.

Anden akt.

(En liden, trang dal i Allmers’s skog nede ved
stranden. Høje, gamle træer til venstre luder ud
over stedet. Nedover bakkedraget i baggrunden
fosser en bæk, som taber sig mellem stene i skog-
randen. En sti slynger sig langs bækken. Til
højre står kun enkelte træer, mellem hvilke fjor-
den skimtes. Foran sés hjørnet af et bådskur
med en optrukken båd. Under de gamle træer
til venstre står et b{ <...> }ord med bænk og et par sto-
le, alt tømret af tynde birkestammer. Det er en
tung, regnfuld dag med drivende tågeskyer.)

(Alfred Allmers, klædt som før, sidder på
bænken og støtter armene mod bordet. Hans hat
ligger foran ham. Han stirrer ubevægelig og
åndsfraværende frem for sig ud over vandet)

(Lidt efter kommer Asta Allmers ned ad skogstien.
Hun bærer opslået paraply)

Faksimile

legg: 20, blad: [1]v

74.

Asta

(går stille og varsomt hen til ham)

Du skulde ikke sidde her nede i gråvejret, Alfred.

Allmers

(nikker langsomt uden at svare)

Asta

(slår paraplyen sammen)

Jeg har gået så længe og ledt efter dig.

Allmers

(udtryksløst)

Tak.

Asta

(flytter en stol og sætter sig hos ham)

Har du siddet længe her nede? Hele tiden?

Allmers

(svarer ikke. Om lidt siger han)

Nej, jeg kan ikke fatte det. Jeg synes, det er så
rent umuligt, – dette her.

Asta

(lægger deltagende hånden på hans arm)

Du stakkers {a}Alfred.

Allmers

Faksimile

legg: 20, blad: [2]r

75.

(stirrer på hende)

Er det da også virkelig sandt, Asta? Eller er
jeg ble’t gal? Eller drømmer jeg bare? Å, om det
bare var en drøm! Tænk, hvor dejligt, hvis jeg nu
vågned!

Asta

Å, om jeg så sandt kunde vække dig.

Allmers

( ser ud over vandet)

Hvor ubarmhjertig fjorden ser ud idag. Lig-
ger så tung og døsig. Blygrå, – med gule glimt, –
og spejler regnskye{ <...> }rne.

Asta

(bønligt)

Å Alfred, sid ikke og stir ud på den fjorden!

Allmers

(uden at høre på hende)

På overfladen, ja. Men på dybet, – der går den
stride understrøm –

Asta

(angst)

Å, for gud i himmelens skyld, – tænk ikke

Faksimile

legg: 20, blad: [2]v

76.

på dybet!

Allmers

( ser mildt på hende)

Du tror nok at han ligger her lige udenfor, du? Men
det gør han ikke, Asta. Det må du ikke tro. For du
må huske på, hvor rivende strømmen går udover
her. Lige til havs.

Asta

(kaster sig hulkende mod bordet med hænderne
for ansigtet)

Å gud , – å gud !

Allmers

(tungt)

Derfor er lille Eyolf kommet så langt – langt bort
fra os andre nu.

Asta

( ser bedende op på ham)

Å Alfred, sig da ikke sådant noget!

Allmers

Jo, du kan selv regne det ud. Du, som er så
flink –. På otteogtyve–niogtyve timer –. Lad
mig sé –! Lad mig sé –!

Faksimile

legg: 21, blad: [1]r

21.

77.

Asta

(skriger og holder for ørerne)

Alfred –!

Allmers

(knuger hånden hårdt mod bordet)

Men kan du skønne meningen i sligt noget, du?

Asta

( ser på ham)

I hvad for noget?

Allmers

I dette her, som er gjort imod mig og Rita.

Asta

Meningen i det?

Allmers

,
(utålmodig)

Ja, meningen, siger jeg. For en mening må
der da vel være i det. Livet, tilværelsen, – til-
skikkelsen kan da vel ikke være så rent me-
ningsløs heller.

Asta

Å, hvem kan sige noget sikkert og visst om
de ting, kære Alfred?

Faksimile

legg: 21, blad: [1]v

78.

Allmers

( lér bittert)

Nejnej ; du kan såmænd ha’ ret i det. Kanské
det går sådan på måfå, altsammen, du. Skøtter
sig selv, som et drivende skibsvrag uden ror.
Kan såmænd gerne være, det. – Det synes næsten
så idetmindste.

Asta

(tankefuld)

Om det nu bare syntes –?

Allmers

( hæftig )

Så? Kan du kanske greje det ud for jeg mig?
For jeg kan det ikke. (blødere) Her går Eyolf
og skal netop træde ind i åndsbevidst liv. Bærer
på så uendelig mange muligheder. Rige mulig-
heder, A kanské . Skulde fylde ˹min tilværelse˺ mit liv med glæde
og stolthed. Og så behøves det bare at her kom-
mer et forrykt, gammelt kvindemenneske – og vi-
ser frem en hund i en pose –

Asta

Men vi véd jo sletikke hvorledes det egentlig

Faksimile

legg: 21, blad: [2]r

79.

er gået til.

Allmers

Jo, vi véd. Gutterne så hende jo ro ud over fjor-
den. De så Eyolf stå alene yderst ude på bryg-
{d}gen. Så ham stirre efter hende – og ligesom svim-
le. (bævende) Og så var det, han styrted udfor –
og blev borte.

Asta

Ja, ja. Men alligevel –

Allmers

Hun har draget ham i dybet. Vær viss på det,
du.

Asta

Men, kære, hvorfor skulde hun det?

Allmers

Ja, sé , – det er sagen! Hvorfor skulde hun? Der
er ingen gengældelse bagved. Ingenting at so-
ne, mener jeg. Eyolf har aldrig gjort hende noget
ondt. Aldrig råbt efter hende. Aldrig kastet stén
på hunden. Han havde jo hverken set hende eller
hunden for sine øjne før igår. Ingen gengæl-
delse altså. Så grundløst, det hele. Så rent

Faksimile

legg: 21, blad: [2]v

80.

meningsløst, Asta. – Og alligevel så har verdens-
ordenen brug for det.

Asta

Har du talt med Rita om de ting.

Allmers

(ryster på hodet)

Jeg synes, jeg bedre kan tale med dig om sligt.
(ånder tungt) Og om alt andet også.

(Asta tager sysager og en liden pakke i papir
op af lommen. Allmers sid{e<...> }der åndsfraværende
og ser til)

Allmers

Hvad er det for noget, du har der, Asta?

Asta

(tager hans hat)

Lidt sort flor.

Allmers

Å, hvad skal nu sligt noget til?

Asta

Rita har bedt mig om det. Må jeg?

Allmers

Å ja; gerne for mig.

Faksimile

legg: 22, blad: [1]r

22.

81.

( Hun syr floret om hatten)

Allmers

(sidder og ser på hende)

Hvor er Rita hend henne?

Asta

Hun går lidt omkring oppe i haven, tror jeg. Borg-
hejm er med hende.

Allmers

,
(lidt forundret)

Ja så? Er Borghejm herude idag også?

Asta

Ja. Han kom ud med middagstoget.

Allmers

Det havde jeg ikke tænkt.

Asta

(syr)

Han holdt så inderlig af Eyolf.

Allmers

Borghejm er en trofast sjæl, Asta.

Asta

(med stille varme)

Ja, han er rigtignok trofast. Det er visst.

Faksimile

legg: 22, blad: [1]v

82.

Allmers

(fæster øjnene på hende)

Du holder i grunden af ham.

Asta

Ja, jeg gør det.

Allmers

Men alligevel så kan du ikke beslutte dig til –?

Asta

(afbrydende)

Å, snille Alfred, tal ikke om det!

Allmers

Jo, jo, – sig mig bare, hvorfor du ikke kan –?

Asta

Å nej da! Jeg be’r dig så bønlig. Du må endelig
ikke spørge mig. For det er så pinligt for mig, ser
du. – Se så. Nu er hatten færdig.

Allmers

Tak.

Asta

Men så var det den venstre armen.

Allmers

Skal den også ha’ flor?

Faksimile

legg: 22, blad: [2]r

83.

Asta

Ja, det hører jo til.

Allmers

Nå, – gør som du vil da.

( Hun flytter sig nærmere og begynder at sy)

Asta

Hold så armen stille. Så jeg ikke stikker dig.

Allmers

(med et halvt smil)

Dette her er ligesom i gamle dage.

Asta

Ja, synes du ikke det?

Allmers

Dengang du var en liden pige sad du også så-
dan og stelled med mit tøj.

Asta

Så godt jeg kunde, ja.

Allmers

Det første, du syde for mig, – det var også sort
flor.

Asta

Så?

Faksimile

legg: 22, blad: [2]v

84.

Allmers

Om studenterhuen. Dengang far døde fra os.

Asta

Sy’de jeg da –? Tænk, det husker jeg ikke.

Allmers

Å nej; du var jo var jo så liden dengang.

Asta

Ja, da var jeg liden.

Allmers

Og så to år bagefter, – da vi misted din mor, –
da sy’de du et stort armflor til mig også.

Asta

Jeg syntes, det skulde så være, jeg.

Allmers

(klapper hende på hånden)

Ja, ja, det skulde jo også så være, Asta. – Og da
vi så var ble’t alene i verden, vi to –. Er du alt
færdig?

Asta

Ja. (lægger sysagerne sammen) Det ˹blev˺ var dog en
dejlig tid for os igrunden, Alfred. Vi to alene.

Allmers

Faksimile

legg: 23, blad: [1]r

23.

85.

Ja, det blev det. Så hårdt vi end sled.

Asta

Du sled.

Allmers

(livfuldere)

Å, du sled såmænd på din vis, du også, – (smiler)
du, min kære, trofaste – Eyolf.

Asta

Uf, – du skal ikke minde mig om det dumme
˹vås˺ tøj med navnet.

Allmers

Nå, hvis du havde været en gut, så skulde
du jo ha’ he{r}dt Eyolf.

Asta

Ja, hvis, ja. Men da du så var ble’t student –.
(smiler uvilkårlig) Tænk, at du kunde være
så barnagtig alligevel.

Allmers

Var det mig, som var barnagtig!

Asta

Ja, det synes jeg da rigtignok nu, når jeg husker
på det. For du skam˹m˺ed dig over at du bar ikke

Faksimile

legg: 23, blad: [1]v

86.

havde nogen bror. Bare en søster.

Allmers

Nej, det var såmænd dig, du. Du skammed
dig.

Asta

Å ja, lidt, jeg også, kanske . Og ˹så˺ syntes jeg lige-
som synd i dig –

Allmers

Ja, du gjorde nok det. Og så fandt du mine gam-
le gutteklæder frem –

Asta

– {d}De pæne søndagsklæderne, ja. Kan du huske
den blå blusen og knæbukserne?

Allmers

(dvæler med øjnene på hende)

Hvor godt jeg husker dig når du trak de{n}m
på dig og gik med dem.

Asta

Ja, men det gjorde jeg da bare når vi var
hjemme alene.

Allmers

Og så alvorlige og så vigtige, som vi da var, du.

Faksimile

legg: 23, blad: [2]r

87.

Og jeg kaldte dig bestandig Eyolf.

Asta

Men, Alfred, dette her har du da vel aldrig
fortalt til Rita?

Allmers

Jo, jeg tror jeg har fortalt hende det en gang.

Asta

Nej men, Alfred, hvor kunde du da gøre det!

Allmers

Å, ser du, – man fortæller jo sin hustru alting –
sågodtsom.

Asta

Ja, man gør vel det, kan jeg tænke.

Allmers

(ligesom vågnende, griber sig til panden
og springer op)

Ah, – at jeg kan sidde her og –

Asta

(rejser sig, ser bekymret på ham)

Hvad er det med dig?

Allmers

Han kom næsten bort for mig. Rent bort

Faksimile

legg: 23, blad: [2]v

88.

kom han.

Asta

Eyolf!

Allmers

Her sad jeg og leved i minderne. Og han
var ikke med.

Asta

Jo, Alfred, – lille Eyolf var bag det altsam-
men.

Allmers

Han var det ikke. Han gled ud af mit
sind. Ud af mine tanker. Jeg så ham ikke
for mig et øjeblik mens vi sad og talte sam-
men. Glemte ham rent den lange stund.

Asta

Å men du må da også hvile lidt ud i
sorgen.

Allmers

Nej, nej, nej, – det er just det, jeg ikke må! Det
har jeg ikke lov til. Ikke ret til. – Og ikke hjer-
te til heller. (går i oprør hen imod højre) Jeg
har bare at dvæle der ude, hvor han driver

Faksimile

legg: 24, blad: [1]r

24.

89.

ligger og driver nede på dybet!

Asta

(efter ham, holder ham fast)

Alfred, – Alfred! Kom ikke til fjorden!

Allmers

Jeg må ud til ham! Slip mig, Asta! Jeg
vil ha’ fat i båden.

Asta

(i skræk)

Kom ikke til fjorden, siger jeg!

Allmers

(eftergivende)

Nej, nej, – jeg skal ikke. Lad mig bare være.

Asta

(fører ham hen til bordet)

Du må hvile tankerne, Alfred. Kom her og
sæt dig.

Allmers

(vil sætte sig på bænken)

Ja, ja, – som du vil da.

Asta

Nej, du skal ikke sætte dig der.

Faksimile

legg: 24, blad: [1]v

90.

Allmers

Jo, lad mig.

Asta

Nej; gør ikke det! For så sidder du bare og ser
udover – (nøder ham ned på en stol med ryg-
gen mod højre) Sé så. Nu sidder du godt. (sæt-
ter sig selv på bænken) Og så skal vi snakke
lidt sammen igen.

Allmers

(ånder hørligt)

Det gjorde godt at få dulme savnet og sorgen
et øjeblik.

Asta

Du må det, Alfred.

Allmers

Men synes du ikke at jeg er forfærdelig slap
og sløv, – at jeg kan det?

Asta

Å nej da. For det er visst umuligt at kredse
bestandig om et og det samme

Allmers

Ja, for mig er det umuligt. Før du kom ned

Faksimile

legg: 24, blad: [2]r

91.

til mig sad jeg her og vånded mig så usige-
lig i denne jagende og nagende sorg –

Asta

Ja?

Allmers

Og vil du så tro det, Asta –? Hm –

Asta

Nå?

Allmers

Midt i vånden så greb jeg mig i at gætte på,
hvad vi skulde ha’ til middag idag.

Asta

(beroligende)

Ja, ja, bare der er hvile i det, så –

Allmers

Ja tænk, du, – jeg syntes, der var ligesom hvile
i det. (rækker hende hånden over bordet) Hvor godt
det er at jeg har dig, Asta. Det er jeg så glad for.
Glad, glad – midt i sorgen.

Asta

,
( ser alvorligt på ham)

Du skal først og fremst være glad for at

Faksimile

legg: 24, blad: [2]v

92.

du har Rita.

Allmers

Ja, det forstår sig jo af sig selv. Men Rita er
jeg ikke i slægt med. Det er ikke som at ha’ en
søster.

Allm<...>

Asta

(spændt)

Siger du det, Alfred?

Allmers

Ja, vor slægt er noget for sig selv. (halvt spø-
gende) Altid så har vi havt lyse forbogstaver i
navnene. Kan du huske, hvor tidt vi snakked
om det før? Og alle slægtningerne, – alle er de li-
ge fattige. Og alle har vi samme slags øjne.

Asta

Synes du jeg også har –?

Al˹l˺ mers

Nej, du slægter jo så aldeles på din mor, du.
Ligner sletikke os andre. ˹Ikke far engang.˺ Men alligevel –

Asta

Alligevel –?

Faksimile

legg: 25, blad: [1]r

25.

93.

Allmers

Ja, jeg tror, at samlivet alligevel har præget os
begge to efter hinandens billede. I sindet, mener
jeg.

Asta

(varmt bevæget)

Å, det må du aldrig sige, Alfred. Det er mig al-
ene, som har taget mit præg efter dig. Og det er dig,
som jeg skylder alt, – alt godt i verden.

Allmers

(ryster på hodet)

Du skylder mig ingenting, Asta. Tvert imod –

Asta

Alt skylder jeg dig! Det må du da kunne sige
dig selv. Intet offer har været dig for tungt –

Allmers

(afbrydende)

Å hvad – offer! Kom ikke med sligt noget. – Jeg
har bare holdt af dig, Asta. Lige fra du var et
lidet barn. (efter et kort ophold) Og så syntes jeg
altid at jeg havde så megen uret at gøre god
igen også.

Faksimile

legg: 25, blad: [1]v

94.

Asta

(forundret)

Uret! Du?

Allmers

Ikke just for egen regning. Men –

Asta

(spændt)

Men –?

Allmers

For fars.

Asta

(farer halvt op fra bænken)

For – fars! (sætter sig igen) Hvad mener du med
det, Alfred?

Allmers

Far var aldrig rigtig snil imod dig.

Asta

( hæftig )

Å sig da ikke det!

Allmers

Jo, for det er sandt. Han holdt ikke af dig. Ikke
sådan, som han skulde.

Faksimile

legg: 25, blad: [2]r

95.

Asta

(undvigende)

Nej, kanske ikke sådan, som han holdt af dig.
Det var da rimeligt.

Allmers

(vedbliver)

Og hård var han ofte imod din mor også. I alt
˹fald˺ i de sidste år{.} ˹ene.˺

Asta

(sagte)

Mor var jo så meget, meget yngre end han.
Husk på det.

Allmers

Tror du ikke at de passed rigtig sammen?

Asta

Kanske de ikke gjorde det.

Allmers

Ja, men alligevel –. Far, som ellers var så blød
og varmhjertet –. Så venlig imod alle men-
nesker –

Asta

(stille)

Faksimile

legg: 25, blad: [2]v

96.

Mor var vel heller ikke altid, som hun skul-
de være.

Allmers

Var ikke din mor!

Asta

Kanske ikke altid.

Allmers

Imod far, mener du?

Asta

Ja.

Allmers

Det mærked jeg da aldrig noget til.

Asta

(kæmpende med gråden, rejser sig)

Å, kære Alfred, – lad dem hvile, – de som bor-
te er.

( Hun går henover mod højre)

Allmers

(står op)

Ja, lad dem hvile. (vrider hænderne) Men de,
som borte er, – de la’r ikke os hvile, Asta.
Hverken dag eller nat.

Faksimile

legg: 26, blad: [1]r

26.

97.

Asta

,
( ser varmt på ham)

Med tiden vil alt sammen kendes mildere, Al-
fred.

Allmers

,
( ser hjælpeløs på hende)

Ja, tror ikke du også det? – Men hvorledes
jeg skal vinde over disse her forfærdelige, før-
ste dagene –. (hæst) Nej, det skønner jeg ikke.

Asta

(bedende, lægger hænderne på hans skuldre)

Gå op til Rita. Å, jeg bé’r dig så bønligt –

Allmers

( hæftig , drager sig væk)

Nej, nej, nej, – snak ikke til mig om det! For
jeg kan ikke, ser du. (roligere) Lad mig få
bli’ her sammen med di{d}g.

Asta

Ja, jeg skal ikke gå fra dig.

Allmers

(griber hendes hånd og holder den fast)

Tak for det! ( sér en stund ud over fjorden)

Faksimile

legg: 26, blad: [1]v

98.

Hvor er min lille Eyolf henne nu? (smiler tungt
til hende) Kan du sige mig det, – du, min store,
kloge Eyolf? (ryster på hodet) Ingen i hele verden
kan sige mig det. Jeg véd bare det ene, forfær-
delige at jeg ikke har ham længer.

Asta

( ser op mod venstre og trækker hånden til sig.)

Nu kommer de.

(Fru Allmers og ingeniør Borghejm kommer
gående nedover skogstien; hun foran; han bagef-
ter. Hun er mørkt klædt, med et sort slør over
hodet. Han har paraply under armen)

Allmers

(går hende imøde)

Hvorledes har du det, Rita?

Rita

(går forbi ham)

Å spørg ikke.

Allmers

Hvad vil du her?

Rita

Bare sé efter dig. Hvad ta’r du dig til?

Faksimile

legg: 26, blad: [2]r

99.

Allmers

Ikke noget. Asta kom ned til mig.

Rita

Ja, men før Asta kom? Du har været borte fra
mig hele formiddagen.

Allmers

Jeg har siddet her og set ud over vandet.

Rita

Uh, – at du kan det!

Allmers

<...>

(utålmodig)

Jeg er helst alene nu!

Rita

(går urolig omkring)

Og så sidde stille! På en og samme plet!

Allmers

Jeg har jo ingen verdens ting at gå efter.

Rita

Jeg kan ikke holde det ud nogetsteds. Mindst
her, – med fjorden lige ind på sig.

Allmers

Just det, at fjorden er så nær.

Faksimile

legg: 26, blad: [2]v

100.

Rita

(til Borghejm)

Synes ikke De, han skulde gå op med os
andre?

Borghejm

(til Allmers)

Jeg tror, det vilde være bedre for Dem.

Allmers

Nej, nej, – lad mig heller få være, hvor jeg er.

Rita

Så blir jeg hos dig, Alfred.

Allmers

Nå ja, så gør det da. – Bliv du også, Asta.

Asta

(hvisker til Borghejm)

Lad dem få være alene!

Borghejm

(med et forstående blik)

Frøken Allmers, – går vi lidt udover – langs
stranden? For allersidste gang?

Asta

(tager sin paraply)

Faksimile

legg: 27, blad: [1]r

27.

101.

Ja, kom. Lad os gå lidt udover.

(Asta og Borghejm går ud sammen bag båd-
skuret)

(Allmers driver lidt omkring. Derefter sætter
han sig på en stén under træerne i forgrunden
til venstre.)

Rita

(kommer nærmere og står foran ham med
foldede, nedhængende hænder)

Kan du tænke dig den tanke, Alfred, – at vi
har mistet Eyolf?

Allmers

( ser tungt ned for sig)

Vi får vænne os til at tænke den.

Rita

Je{ <...> }g kan ikke. Jeg kan ikke. Og så dette gru-
fulde syn, som vil stå for mig gennem hele
livet.

Allmers

( ser op)

Hvilket syn? Hvad har du set ?

Rita

Faksimile

legg: 27, blad: [1]v

102.

Jeg selv har ikke set noget. Bare hørt det
fortælle. Å –!

Allmers

Sig det lige så godt straks.

Rita

Jeg fik Borghejm med mig ned til bryggen{.}–

Allmers

Hvad vilde du der?

Rita

Spørge gutterne ud om hvorledes det var
gået til.

Allmers

Det véd vi jo.

Rita

Vi fik vide mere.

Allmers

Nå!

Rita

Det er ikke sandt, det, at han blev rent borte
med engang.

Allmers

Siger de det nu?

Faksimile

legg: 27, blad: [2]r

103.

Rita

Ja. De siger, at de så ham ligge nede på bunden.
Dybt nede i det klare vand.

Allmers

(tænderskærende)

Og de redded ham ikke!

Rita

De kunde vel ikke.

Allmers

De kunde svømme, – allesammen. – Sa’ de, hvor-
ledes han lå mens de så ham?

Rita

Ja. De sa’, han lå på ryggen. Og med store,
åbne øjne.

Allmers

Åbne øjne. Men ganske stille?

Rita

Ja, ganske stille. Og så kom noget og tog ham
udover. De kaldte det en strømsætning.

Allmers

(nikker langsomt)

Det var altså det sidste, de så af ham.

Faksimile

legg: 27, blad: [2]v

104.

Rita

(grådkvalt)

Ja.

Allmers

(med dump røst)

Og aldrig, – aldrig får nogen sé ham mere.

Rita

(jamrende)

Dag og nat vil han stå for mig, som han lå
dernede.

Allmers

Med de store, åbne øjne.

Rita

(gyser)

Ja, med de store, åbne øjne. Jeg ser dem! Jeg ser
dem for mig!

Allmers

(rejser sig langsomt og ser stille truende på
hende)

Var de onde, de øjnene, Rita?

Rita

(blegner)

Faksimile

legg: 28, blad: [1]r

28.

105.

Onde –!

Allmers

(går tæt hen til hende)

Var det onde øjne, som stirred opad? Dernede
fra dybet?

Rita

(viger tilbage)

Alfred –!

Allmers

(følger efter)

Svar mig på det! Var det onde barneøjne?

Rita

(skriger)

Alfred! Alfred!

Allmers

Nu har vi fået det, – slig, som du ønsked det,
Rita.

Rita

Jeg! Hvad ønsked jeg?

Allmers

At Eyolf ikke var her.

Rita

Faksimile

legg: 28, blad: [1]v

106.

Aldrig i verden har jeg ønsket det! At ikke
Eyolf stod imellem os to, – det ønsked jeg.

Allmers

Nå ja, – herefter gør han det jo ikke mere.

Rita

(sagte, stirrer frem for sig)

Kanske herefter mest. (farer sammen) Å, det-
te grufulde syn!

Allmers

(nikker)

De onde barneøjne, ja.

Rita

(i angst, viger tilbage)

Lad mig være, Alfred! Jeg er ræd for dig! Slig
har jeg aldrig set dig før.

Allmers

( ser hårdt og koldt på hende)

Sorgen gør ond og styg.

Rita

( ræd men dog trodsig)

Jeg føler det så, jeg også.

(Allmers går hen imod højre og ser ud over

Faksimile

legg: 28, blad: [2]r

107.

fjorden. Rita sætter sig ved bordet. Kort ophold)

Allmers

(vender hodet imod hende)

Du har aldrig holdt helt og fuldt af ham. Aldrig!

Rita

(koldt, behersket)

Eyolf vilde aldrig la’ sig fange helt og fuldt ind
til mig.

Allmers

Fordi du ikke vilde.

Rita

Å jo, du. Jeg vilde nok mere end gerne. Men der
stod nogen ivejen. Lige fra først af.

Allmers

(vender sig helt)

Jeg stod ivejen, mener du?

Rita

Å nej. Ikke fra først af.

Allmers

(går nærmere)

Hvem da?

Rita

Faksimile

legg: 28, blad: [2]v

108.

Tanten.

Allmers

Asta?

Rita

Ja. Asta stod og stængte vejen for mig.

Allmers

Siger du det, Rita?

Rita

Ja. Asta, – hun fanged ham – lige fra det hændte,
– det ulykkelige faldet.

Allmers

Gjorde hun det, så gjorde hun det i kærl{ <...> }ig-
hed.

Rita

( hæftig )

Just det! Jeg tåler ikke at dele noget med en
anden en! Ikke i kærlighed!

Allmers

Vi to skulde ha’ delt ham mellem os i kærlighed.

Rita

( ser hånlig på ham)

Vi? Å, du har i grunden aldrig havt rigtig

Faksimile

legg: 29, blad: [1]r

29.

109.

kærlighed til ham, du heller.

Allmers

( ser forbauset på hende)

Har jeg ikke –!

Rita

Nej, du har ikke. Først så var du jo så helt fangen
af denne bogen – om ansvaret.

Allmers

(stærkt)

Ja, det var jeg. Men netop den, du, – den ofred
jeg for Eyolfs skyld.

Rita

Ikke af kærlighed til ham.

Allmers

Hvorfor da, mener du?

Rita

Fordi du gik her og fortærtes af mistro til dig selv.
Fordi du var begyndt at tvile på at du havde noget
stort kald at leve for i verden.

Allmers

(forskende)

Har du kunnet mærke noget sådant på mig?

Faksimile

legg: 29, blad: [1]v

110.

Rita

Å ja, – lidt efter lidt. Og ˹ d ˺ så trængte du til noget
nyt, som kunde fylde dig. – Jeg var dig vel sag-
tens ikke nok længer.

Allmers

Det er forvandlingens lov, Rita.

Rita

Derfor var det, du vilde gøre et vidunderbarn af
stakkers lille Eyolf.

Allmers

Det vilde jeg ikke. Jeg vilde gøre et lykkeligt væ-
sen af ham. Det alene vilde jeg.

Rita

Men ikke af kærlighed til ham. Gå i dig selv!
(med skyhed i udtrykket) Og gransk alt det, som
ligger under – og bagved.

Allmers

(undgår hendes øjne)

Der er noget, du vil forbi.

Rita

Du også.

Allmers

Faksimile

legg: 29, blad: [2]r

111.

( ser tankefuld på hende)

Hvis det er, som du tænker, så har vi to i grun-
den aldrig ejet vort eget barn.

Rita

Nej. Ikke fuldt ud i kærlighed.

Allmers

Og alligevel så går vi nu her og sørger så bit-
terlig over ham.

Rita

(bittert)

Ja, er det ikke underligt at tænke sig? Gå her
og sørge slig over en liden fremmed gut.

Allmers

(i udbrud)

Å, kald ham <...> da ikke fremmed!

Rita

(ryster tungt på hodet)

Vi vandt aldrig gutten, Alfred. Ikke jeg. Ikke
du heller.

Allmers

(vrider hænderne)

Og nu er det for sent! For sent!

Faksimile

legg: 29, blad: [2]v

112.

Rita

Og så rent trøstesløst – altsammen.

Allmers

(pludselig opfarende)

Du er den skyldige her!

Rita

(rejser sig)

Jeg!

Allmers

Ja, du! Du er skyld i at han blv , – som han blev!
Det er din skyld at han ikke kunde berge sig op
af vandet.

Rita

(afværgende)

Alfred, – du skal ikke kaste det over på
mig!

Allmers

(mere og mere ude af sig selv)

Jo, jo, jeg gør det! Det var dig, som lod det
spæde barn ligge og skøtte sig selv på bordet.

Rita

Han lå så blødt i puderne. Og sov så trygge-

Faksimile

legg: 30, blad: [1]r

30.

113.

lig. Og du havde lovet at passe barnet.

Allmers

Ja, det havde jeg. (sænker stemmen) Men så
kom du, du, du, – og lokked mig ind til dig.

Rita

( ser trodsig på ham)

Å, sig heller at du glemte både barnet og alt
andet.

Allmers

(i undertrykt raseri)

Ja, det er sandt. (sagtere) Jeg glemte barnet –
i dine <...> arme!

Rita

(oprørt)

Alfred! Alfred, – det er afskyeligt af dig!

Allmers

(sagte, knytter hænderne imod hende)

I den stund dødsdømte du lille Eyolf.

Rita

(vildt)

Du også! Du også, – hvis så er!

Allmers

Faksimile

legg: 30, blad: [1]v

114.

Å ja, – kræv du mig også til regnskab, – om
du så vil. Vi har forbrudt os, begge to. – Og derfor
var der gengældelse i Eyolfs død alligevel.

Rita

Gengældelse?

Allmers

(mere behersket)

Ja. Dom over dig og mig. Nu går vi her, som
vi har forskyldt. I lønlig, fejg anger lod vi
os skræmme fra ham mens han leved. Tålte ikke
at sé den, – den, han måtte slæbe på –

Rita

(sagte)

Krykken.

Allmers

Ja, just den. – Og det, som vi nu går her og kalder
for sorg og savn, – D det er samvittighedsnag,
Rita. Ikke noget andet.

Rita

(stirrer rådløs på ham)

Jeg synes, dette her må bære ind i fortvilelse, –
lige ind i vanvid for os begge to. For vi kan jo ald-

Faksimile

legg: 30, blad: [2]r

115.

rig, – aldrig få gøre det godt igen.

Allmers

(greben af stillere bevægelse:) stemning)

Jeg drømte om Eyolf inat. Jeg syntes, jeg så ham
komme op fra bryggen. Han kunde springe,
ligesom andre gutter. Der var altså ingenting
hændt ham. Hverken det ene eller det andet. Den
kvælende virkelighed var altså bare en drøm,
tænkte jeg. Å, hvor jeg takked og velsigned –
(holder inde) hm –

Rita

( ser på ham)

Hvem?

Allmers

(undvigende)

Hvem –?

Rita

Ja; hvem takked og velsigned du?

Allmers

(afvisende)

Jeg lå jo og drømte, hører du –

Rita

Faksimile

legg: 30, blad: [2]v

116.

Nogen, som du ikke selv tror på?

Allmers

Det kom nu sådan over mig alligevel. Jeg var jo
i søvne –

Rita

(bebrejdend{ <...> }e)

Du skulde ikke gjort mig tvilende, Alfred.

Allmers

Vilde det været ret af mig, om jeg havde lad’t
dig gå gennem livet med tomme forestillinger?

Rita

Det havde været bedre for mig. For så havde jeg
da havt noget at fortrøste mig til. Nu går jeg
her og véd hverken ud eller ind.

Allmers

( ser skarpt på hende)

Om du nu havde valget –. Om du kunde følge
Eyolf did hen, hvor han nu er –?

Rita

Ja? Hvad så?

Allmers

Om du havde fuld forvissning om at du vilde

Faksimile

legg: 31, blad: [1]r

31.

117.

finde ham igen, – kende ham, – forstå ham –?

Rita

Ja, ja; hvad så?

Allmers

Vilde du så frivillig gøre springet over til ham?
Frivillig gå bort fra alt dette her? Gi’ afkald på
hele jordlivet? Vilde du det, Rita?

Rita

(sagte)

Nu straks?

Allmers

Ja; nu idg idag. I denne time. Svar mig på
det. Vilde du?

Rita

(nølende)

Å, jeg véd ikke, Alfred. – Nej; jeg tror, jeg først
vilde bli’ nogen tid her hos dig.

Allmers

For min skyld?

Rita

Ja, bare for din skyld.

Allmers

Faksimile

legg: 31, blad: [1]v

118.

Men så bagefter da? Vilde du så –? Svar!

Rita

Å, hvad skal jeg svare på sligt? Jeg kunde jo
ikke gå ifra dig. Aldrig! Aldrig!

Allmers

Men om nu jeg gik til Eyolf? Og du havde den
fuldeste forvissning om at du skulde træffe både
ham og mig der. Vilde du så komme over til
os?

Rita

Jeg vilde nok. Å, <...> så gerne! Så gerne! Men –

Allmers

Nå?

Rita

(stønner sagte)

Jeg kunde det ikke, – det føler jeg. Nej, nej; jeg kun-
de det sletikke! Ikke for al himlens herlighed!

Allmers

Ikke jeg heller.

Rita

Nej, ikke sandt, Alfred! Du kunde det ikke,
du, heller!

Faksimile

legg: 31, blad: [2]r

119.

Allmers

Nej. For her, i jordlivet, hører vi levende hjem-
me.

Rita

Ja, ˹her˺ er den slags lykke, som vi forstår.

Allmers

(mørkt)

Å, lykken, – lykken, du –

Rita

Du mener vel, at lykken, – den finder vi aldrig
mere. ( ser spørgende på ham) Men ifald –? ( hæf-
tig ) Nej, nej; jeg tør ikke sige det! Ikke tænke det
engang.

Allmers

Jo, sig det. Sig det bare, Rita.

Rita

(nølende)

Kunde vi ikke prøve på –? Skulde det ikke
være gørligt at vi kunde glemme ham?

Allmers

Glemme Eyolf.

Rita

Faksimile

legg: 31, blad: [2]v

120.

Glemme angeren og naget, mener jeg.

Allmers

Kunde du ønske det?

Rita

Ja. Ifald det var gørligt. (i udbrud) For dette
her, – det bærer jeg ikke i længden! Å, kan vi da
ikke finde på noget, som der er glemsel i!

Allmers

(ryster på hodet)

Hvad skulde vel det være?

Rita

Kunde vi ikke prøve med at rejse langt bort?

Allmers

Fra hjemmet? Du, som ikke trives noget andet
sted end just netop her.

Rita

Nå, så sé mange mennesker hos os da? Føre
stort hus. Kaste os ind i noget, som kunde dø-
ve og dulme.

Allmers

Sligt liv ligger ikke for mig. – Nej, – så fik jeg
heller prøve på at ta’ mit arbejde op igen.

Faksimile

legg: 32, blad: [1]r

32.

121.

Rita

(hvast)

Dit arbejde? Det, som så tidt har stået som
væg og mur imellem os?

Allmers

(langsomt, ser stivt på hende)

Der må altid være væg og mur imellem os to
herefter.

Rita

Hvorfor må det –?

Allmers

Hvem véd, om ikke store, åbne barneøjne ser
på os d<...> nat og dag.

Rita

(sagte, gysende)

Alfred, – dette er forfærdeligt at tænke sig!

Allmers

Vor kærlighed har været som en fortærende brand.
Nu må den være sluknet –

Rita

(imod ham)

Sluknet!

Faksimile

legg: 32, blad: [1]v

122.

Allmers

(hårdt)

Den er sluknet, – i en af os.

Rita

(som forstenet)

Og det tør du sige <...> mig!

Allmers

(mildere)

Den er død, Rita. Men i det, som jeg nu, i med-
skyldighed og bodstrang, føler for dig, – i det skim-
ter jeg ligesom en opstandelse –

Rita

(voldsom)

Å , jeg bry’r mig ikke om nogen opstandelse!

Allmers

Rita!

Rita

Jeg er et varmblodigt menneskebarn, jeg! Går
ikke omkring og døser, – med fiskeblod i årer-
ne. (vrider sine hænder) Og så være stængt
inde på livstid – i anger og nag! Stængt inde
med en, som ikke længer er min, min, min!

Faksimile

legg: 32, blad: [2]r

123.

Allmers

Det måtte så ende engang, Rita.

Rita

Måtte det så ende! Det, som begyndte mel-
lem os i slig en mødende kærlighed!

Allmers

Min kærlighed var ikke mødende fra først
af.

Rita

Hvad følte ˹du˺ da allerførst for mig?

Allmers

Skræk.

Rita

Det kan jeg forstå. Men hvorledes vandt jeg
dig da alligevel?

Allmers

(dæmpet)

Du var så fortærende dejlig, Rita.

Rita

( ser prøvende på ham)

Det alene var det altså? Sig det, Alfred!
Det alene?

Faksimile

legg: 32, blad: [2]v

124.

Allmers

(med overvindelse)

Nej; der var noget ved siden af også.

Rita

(i udbrud)

Jeg aner, hvad det var for noget! Det var «gul-
det og de grønne skoge», som du siger. Var det
så, Alfred?

Allmers

Ja.

Rita

( ser dybt bebrejdende på ham)

Hvor kunde, – hvor kunde du det!

Allmers

Jeg havde Asta at tænke på.

Rita

( hæftig )

Asta, ja! (bittert) Det var altså i grunden Asta,
som førte os to sammen.

Allmers

Hun vidste af ingenting. Hun aner det end
ikke den dag idag.

Faksimile

legg: 33, blad: [1]r

33.

125.

Rita

(afvisende)

Det var Asta alligevel! (smiler med et hånligt
sideblik) Eller nej, – lille Eyolf var det. Lille
Eyolf, du!

Al{me}lmers

Eyolf –?

Rita

Ja, kaldte du hende ikke Eyolf før? Jeg synes,
du sa’ det engang, – i en lønlig stund. (går nær-
mere) Mindes du den – den fortærende dejlige
stund, Alfred?

Allmers

(viger tilbage, som i s<...> gru)

Jeg mindes ingenting! Vil ingenting mindes!

Rita

(følger efter ham)

Det var i den stund, – da d{e}in anden lille Eyolf
blev krøbling!

Allmers

(dumpt, støtter sig til bordet)

Gengældelsen.

Faksimile

legg: 33, blad: [1]v

126.

Rita

(truende)

Ja, gengældelsen!

(Asta og Borghejm kommer tilbage ved båd-
skuret. Hun bærer nogle vandliljer i hånden)

Rita

(behersket)

Nå, Asta, – har så du og herr Borghejm fået
tale rigtig ud sammen?

Asta

Å ja, – så nogenlunde.

( Hun sætter paraplyen fra sig og lægger blom-
sterne på en stol)

Borghejm

Frøken Allmers ˹har været˺ var svært ordk{ <...> }nap på turen.

Rita

Nej, har hun det? Ja, da har Alfred og jeg fået
tale ud sammen så det forslår –

Asta

( ser spændt på dem begge)

Hvad er det for noget –?

Rita

Faksimile

legg: 33, blad: [2]r

127.

– så det forslår for hele livet, siger jeg. (afbry-
dende) Men kom så og lad os gå op, d alle fire.
Vi må ha’ selskab om os herefter. Alfred og
jeg klarer det ikke alene.

Allmers

Ja, gå bare foran, I andre. – (vender sig)
Men dig må jeg først tale et ord med, Asta.

Rita

( ser på ham)

Så? – Nå ja, kom De med mig da, herr Borg-
hejm.

(Rita og Borghejm går opover skogstien)

Asta

(i angst)

Alfred, hvad er der på færde!

Allmers

(mørk)

Der er det, at jeg holder det ikke længer ud
her.

Asta

Her! Sammen med Rita, mener du?

Allmers

Faksimile

legg: 33, blad: [2]v

128.

Ja. Rita og jeg kan ikke bli’ ved at leve
sammen.

Asta

(ryster ham i armen)

Men, Alfred, – sig da ikke noget så for-
færdeligt!

Allmers

Det er sandt, som jeg siger. Vi går her og gør
hinanden onde og stygge.

Asta

(smærtelig bevæget)

Å, aldrig, – aldrig havde jeg da anet noget
sligt!

Allmers

Det er heller ikke gået op for mig før idag.

Asta

Og nu vil du –! Ja, hvad vil du da egent-
lig, Alfred?

Allmers

Jeg vil rejse fra det hele her. Langt bort
fra det altsammen.

Asta

Faksimile

legg: 34, blad: [1]r

34.

129.

Og stå så ganske alene i verden?

Allmers

(nikker)

Ligesom før, ja.

Asta

Men du er ikke skikket til at stå alene!

Allmers

Å jo. Før var jeg det da ialfald.

Asta

Ja før, ja. Dengang havde du jo mig hos dig.

Allmers

(vil tage hendes hånd)

Ja. Og det er dig, Asta, som jeg nu tyer hjem
til igen.

Asta

(undviger ham)

Til mig! Nej, nej, Alfred! Det er så rent u-
muligt.

Allmers

( ser tungt på hende)

Borghejm står altså ivejen alligevel?

Asta

Faksimile

legg: 34, blad: [1]v

130.

(ivrig)

Nej, nej; det gør han ikke! Du ta’r fejl i det!

Allmers

Godt. Så kommer jeg til dig, – du kære, kære
søster. Jeg må til dig igen. Hjem til dig for at
renses og forædles fra samlivet med –

Asta

(oprørt)

Alfred, – du forsynder dig imod Rita!

Allmers

Jeg har forsyndet mig imod hende. Men ikke i
dette. Å , tænk dig dog om, Asta! Hvorledes
var ikke samlivet mellem dig og mig? Var det
ikke som en eneste høj helligdag fra først til
sidst?

Asta

Jo, det var det, Alfred. Men sligt kan ikke le-
ves om igen.

Allmers

(bittert)

Mener du, at ægteskabet har så ubodelig
fordærvet mig?

Faksimile

legg: 34, blad: [2]r

131.

Asta

(rolig)

Nej, det mener jeg ikke.

Allmers

Ja, så vil vi to leve vort fordums liv om igen.

Asta

(bestemt)

Det kan vi ikke, Alfred.

Allmers

Jo, vi kan. For en brors og en søsters kærlig-
hed –

Asta

(spændt)

Hvad den?

Allmers

Det forhold er det eneste, som ikke står under
forvandlingens lov.

Asta

(sagte, bævende)

Men hvis nu det forhold ikke –

Allmers

Ikke –?

Faksimile

legg: 34, blad: [2]v

132.

Asta

– ikke er vort forhold?

Allmers

(stirrer forbauset på hende)

Ikke vort? Kære, hvad mener du med det?

Asta

Det er bedst at jeg siger dig det straks, Alfred.

Allmers

Ja, ja, sig det bare!

Asta

Brevene til mor –. De, som ligger i mappen –

Allmers

Ja vel?

Asta

Dem skal du ta’ og læse – når jeg er rejst.

Allmers

Hvorfor skal jeg det?

Asta

(kæmpende med sig selv)

Jo, for så vil du se at –

Allmers

Nå!

Faksimile

legg: 35, blad: [1]r

35.

133.

Asta

– at jeg ikke har ret til at bære – din fars
navn.

Allmers

(tumler tilbage)

Asta! Hvad er det for noget, du siger!

A{ <...> }sta

Læs brevene. Så vil du sé det. Og forstå det. –
Og kanske ha’ tilgivelse – for mor, også.

Allmers

(griber sig til hodet)

Jeg kan ikke fatte dette her. Ikke holde tanken
fast. Du, Asta, – du skulde altså ikke være –

Asta

Du er ikke min bror, Alfred.

Allmers

(raskt, halvt trodsig, ser på hende)

Nå, men hvad ændrer det så egentlig i for-
holdet mellem os? Ingenting i grunden.

Asta

(ryster på hodet)

Alt ændrer det, Alfred. Vort forhold er ikke

Faksimile

legg: 35, blad: [1]v

134.

brors og søsters.

Allmers

Nej-nej. Men lige helligt for det. Vil altid
bli’ lige helligt.

Asta

Glem ikke, – at det er under forvandlingens
lov, – som du sa’ nu nylig.

Allmers

( ser forskende på hende)

Mener du dermed at –?

Asta

(stille, varmt bevæget)

Ikke et ord mere, – du kære, kære Alfred. –
(tager blomsterne fra stolen) Ser du disse
vandliljerne her?

Allmers

(nikker langsomt)

Det er af den slags, som skyder op, – dybt
nede fra bunden.

Asta

Jeg plukked dem i tjernet. Der, hvor det fly-
der ud i fjorden. (rækker dem frem) Vil du

Faksimile

legg: 35, blad: [2]r

13{6}5.

ha’ dem, Alfred?

Allmers

(tager dem)

Tak.

Asta

(med tårefyldte øjne)

De er so{n}m en sidste hilsen til dig fra – fra
lille Eyolf.

Allmers

( ser på hende)

Fra Eyolf derude? Eller f{ <...> }ra dig?

Asta

(sagte)

Fra os begge. (tager paraplyen) Kom så med
op til Rita.

( Hun går opad skogstien)

Allmers

(henter sin hat fra bordet og hvisker t{ <...> }ungt)

Asta. Eyolf. Lille Eyolf –!

( Han følger opover stien)

Faksimile

legg: 35, blad: [2]v

13{7}6.

Tredje akt.

(En kratbevokset højde i haven hos Allmers.
Brat styrt{ <...> }ning med rækværk mod baggrun-
den og en nedgangstrappe på venstre side.
Vid udsigt over fjorden, som ligger dybt nede.
En flagstang med snorer men uden flag
står ved rækværket. I forgrunden til højre
et lysthus, dækket af slyngvækster og vild
vin. En bænk udenfor. Det er sén sommer-
aften med klar him{e}mel. Tiltagende halv-
mørke.)

(Asta sidder på bænken med hænderne
i skødet. Hun er iført overtøj og hat, har sin
parasol ved siden af sig og en liden rejse-
taske i en rem over skuldren.)

(Borghejm kommer op fra baggrunden til
venstre. Også han har en rejsetaske over skuldren.
På armen bærer han et sammenrullet flag.)

Faksimile

legg: 36, blad: [1]r

36.

137.

Borghejm

(får øje på Asta)

Å, heroppe holder De altså til?

Asta

Jeg sidder og ser udover for sidste gang.

Borgheim

Så var det jo godt at jeg kikked her op også.

Asta

Har De gået og ledt efter mig?

Borghejm

Ja, jeg har. Jeg vilde gerne sige Dem farvel – for
denne gang. Ikke for den sidste, håber jeg.

Asta

(smiler svagt)

De er ihærdig, De.

Borghejm

Det må en vejbryder være.

Asta

Så De noget til Alfred? Eller Rita?

Borghejm

Ja, jeg så dem begge to.

Asta

Faksimile

legg: 36, blad: [1]v

138.

Sammen?

Borghejm

Nej. De er hver på sin kant .

Asta

Hvad skal De gøre med det flaget?

Borghejm

Fru Rita bad mig gå op og hejse det.

Asta

Hejse flag nu?

Borghejm

På halv stang. Det skal vaje både nætter og
dage, sa’ hun.

Asta

(sukker)

Stakkers Rita. Og stakkers Alfred.

Borghejm

(beskæftiget med flaget)

Har De hjerte til at rejse fra dem? Ja, jeg spør’.
For jeg ser , De er rejseklædt.

Asta

(med lav stemme)

Jeg må rejse.

Faksimile

legg: 36, blad: [2]r

139.

Borghejm

Ja, når De må, så –

Asta

Og De rejser jo også inat.

Borghejm

Jeg må også. Jeg går med toget. Gør De også
det?

Asta

Nej. Jeg ta’r ind med dampskibet.

Borghejm

(skotter hen til hende)

Hver sin vej altså.

Asta

Ja.

( Hun sidder og ser til medens han hejser flaget
halvt på stangen. Når han er færdig, går han
hen til hende)

Borghejm

Frøken Asta, – De kan ikke tænke Dem, hvor
jeg sørger over lille Eyolf.

Asta

( ser op til ham)

Faksimile

legg: 36, blad: [2]v

140.

Ja, det er jeg viss på at De gør.

Borghejm

Og det kendes så pinefuldt. For i grunden ligger
det sletikke for mig, det, at sørge.

Asta

(retter øjnene mod flaget)

Med tiden driver det over, – altsammen. Alle
sorgerne.

Borghejm

Alle? Tror De det?

Asta

Ligesom et bygevejr. Når De bare kommer langt
bort, så –

Borghejm

Det måtte være bra’ langt bort, det.

Asta

Og så har De jo det store, nye vejarbejdet også.

Borghejm

Men ingen til at hjælpe mig i det.

Asta

Å jo visst har De da så.

Borghejm

Faksimile

legg: 37, blad: [1]r

37.

141.

(ryster på hodet)

Ingen. Ingen til at dele glæden med. For det
er mest glæden, det gælder.

Asta

Ikke møjen og besværet?

Borghejm

Pyt, – sligt noget kan en sagtens altid komme
ud over alene.

Asta

Men glæden, – den må deles med nogen, me-
ner De?

Borghejm

Ja, hvad lykke var der ellers i det at være glad?

Asta

Å nej, – der kan være noget i det.

Borghejm

Nå, naturligvis kan en jo gå sådan til en tid ˹gå˺ og
være glad indeni sig selv. Men det forslår ikke
i længden. Nej, glæden, den må man være
to om.

Asta

Altid bare to? Aldrig flere? Aldrig mange?

Faksimile

legg: 37, blad: [1]v

142.

Borghejm

Nå, sé , – det er nu på en anden måde, det. –
Frøken Asta, – kan De altså virkelig ikke be-
slutte Dem til at dele lykke og glæde og – og møje
og besvær med en , – med en eneste en alene?

Asta

Jeg har prøvet det – engang.

Borghejm

Har De!

Asta

Ja, i al den tid, da min bror, – da Alfred og jeg
boede sammen.

Borghejm

Nå, med Deres bror, ja. Det er jo noget ganske
andet. Det synes jeg må være mere at kalde for
fred end for lykke, det.

Asta

Dejligt var det alligevel.

Borghejm

Ja sé , – allerede bare det synes De var dejligt.
Men tænk så, – hvis han nu ikke havde været Deres
bror!

Faksimile

legg: 37, blad: [2]r

143.

Asta

(vil rejse sig men bliver siddende)

Så havde vi jo aldrig levet sammen. For jeg
var barn dengang. Og han næsten også.

Borghejm

(lidt efter)

Var den så dejlig, den tiden?

Asta

Ja, det kan De tro, den var.

Borghejm

Opleved De da noget rigtig lyst og lykkeligt
dengang?

Asta

Å ja, så mege{n}t. Så utrolig meget.

Borghejm

Fortæl mig lidt om det, frøken Asta.

Asta

Bare småting i grunden.

Borghejm

Således som –? Nå?

Asta

Således som den gang, da Alfred havde fået

Faksimile

legg: 37, blad: [2]v

144.

sin examen. Og havde stået sig så godt. Og når
han så lidt efter lidt fik en post ved en eller anden
skole. Eller når han sad og skrev på en afhand-
ling. Og læste den op for mig. Og så s{ <...> }iden fik
den trykt i et tidsskrift.

Borghejm

Ja, jeg skønner nok at det må ha’ været et dej-
ligt, fredeligt liv. To søskende, som deler glæden.
(ryster på hodet) Ikke begriber jeg at Deres bror
kunde gi’ slip på Dem, Asta!

Asta

(i undertrykt bevægelse)

Alfred gifted sig jo.

Borghejm

Var ikke det svært for Dem?

Asta

Jo; i førstningen. Jeg syntes, at jeg rent havde
mistet ham med det samme.

Borghejm

Nå, heldigvis, det havde De da ikke.

Asta

Nej.

Faksimile

legg: 38, blad: [1]r

38.

145.

Borghejm

Men alligevel. At han kunde det. Gifte sig,
mener jeg. Når han kunde fået beholde Dem
hos sig alene!

Asta

( ser hen for sig)

Han var vel under forvandlingens lov,
kan jeg tænke.

Borghejm

Forvandlingens lov?

Asta

Alfred kalder det så.

Borghejm

Pyt, – slig en dum lov, som det må være! Den
loven tror jeg ikke et gran på.

Asta

(rejser sig)

De kan nok med tiden komme til at tro
på den.

Borghejm

Aldrig i verden! (indtrængende) Men hør
nu her, frøken Asta! Vær nu fornuftig – for en

Faksimile

legg: 38, blad: [1]v

146.

gangs skyld. I dette stykke, mener jeg –

Asta

(afbrydende)

Å nej, nej, – lad os bare ikke komme ind på <...>
det igen!

Borghejm

(vedbliver som før)

Jo, Asta, – jeg kan umulig slippe Dem så let.
Nu har jo Deres bror fået det altsammen, som han
hel˹s˺ t vilde ha’ det. Lever sit liv nokså tilfreds uden
Dem. Savner Dem sletikke. – Og så det til – det,
som med et eneste slag forandrer De{ <...> }res hele stil-
ling herude –

Asta

(farer sammen)

Hvad mener De med det?

Borghejm

Barnet, som er revet bort. Hvad ellers?

Asta

(fatter sig)

Lille Eyolf er borte, ja.

Borghejm

Faksimile

legg: 38, blad: [2]r

147.

Og hvad har De så egentlig mere at gøre her?
De har ikke længer den stakkers lille gutten at
ta’ Dem af. Ingen pligter, – ingen opgaver her i
nogen retning –

Asta

Å, jeg be’r Dem, kære Borghejm, – træng da
ikke så hårdt ind på mig!

Borghejm

Jo; jeg måtte jo være gal, om jeg ikke for-
søgte det yderste. En af dagene rejser jeg væk
fra byen. Får kanske ikke træffe Dem der inde.
Får kanske ikke sé Dem igen på lange, lange
tider. Og hvem véd, hvad der kan ské i mel-
lemtiden?

Asta

(smiler alvorlig)

Er De ræd for forvandlingens lov alligevel?

Borghejm

Nej, det er jeg sletikke. ( lér bittert) Og der er jo
ikke noget at forvandle heller. Ikke hos Dem
mener jeg. For De bry’r Dem nok ikke stort om
mig, kan jeg skønne.

Faksimile

legg: 38, blad: [2]v

148.

Asta

Det véd De godt at jeg gør.

Borghejm

Ja, men ikke på langt nær nok. Ikke slig,
som jeg vil ha’ det. ( hæftigere ) Herregud, As-
ta, – frøken Asta, – dette her er da så galt af
Dem, som vel tænkes kan! Lidt bortenfor i-
dag og imorgen ligger kanske hele livslykken
og venter på os. Og så la’r vi den ligge! Kom-
mer vi ikke til at angre på det, Asta?

Asta

(stille)

Véd ikke. Men vi får la’ alle lyse mulighe-
der ligge alligevel.

Borghejm

( ser behersket på hende)

Altså skal jeg bygge mine veje alene?

Asta

(varmt)

Å, om jeg så sandt kunde få være med
Dem om det! Hjælpe Dem i <...> møjen. Dele
glæden med Dem –

Faksimile

legg: 39, blad: [1]r

39.

149.

Borghejm

Vilde De det, – ifald De kunde?

Asta

Ja. Da vilde jeg det.

Borghejm

Men De kan ikke?

Asta

( ser ned for sig)

Vilde De nøjes med at ha’ mig halvt?

Borghejm

Nej. Helt og holdent må jeg ha’ Dem.

Asta

( ser på ham og siger stille)

Så kan jeg ikke.

Borghejm

Farvel da, frøken Asta.

( Han vil gå. Allmers kommer op på højden
fra venstre i baggrunden. Borghejm standser)

Allmers

(endnu ved opgangen, dæmpet, peger hen)

Sidder Rita derinde i lysthuset?

Borghejm

Faksimile

legg: 39, blad: [1]v

150.

Nej; her er ingen andre end frøken Asta.

(Allmers kommer nærmere)

Asta

(imod ham)

Skal jeg gå ned og sé efter hende? Få hende
herop kanske ?

Allmers

(afværgende)

Nej, nej, nej, – lad bare være. (til Borghejm)
Er det Dem, som har hejst flaget der?

Borghejm

Ja. Fru Rita bad mig om det. Det var der-
for jeg gik herop.

Allmers

Og inat rejser De jo?

Borghejm

Ja. Inat rejser jeg for alvor.

Allmers

.
(med et blik mod Asta)

Og har sikret Dem godt rejsefølge, kan jeg
forstå.

Borghejm

Faksimile

legg: 39, blad: [2]r

151.

(ryster på hodet)

Jeg rejser alene.

Allmers

(studser)

Alene!

Borghejm

Så rent alene.

Allmers

(tankespredt)

Ja så?

Borghejm

Og blir alene også.

Allmers

Der er noget grufuldt i det at være alene. Det
ligesom isner igennem mig –

Asta

Å men, Alfred, du er da ikke alene, du!

Allmers

Der kan være noget grufuldt i det også, Asta.

Asta

(beklemt)

Å, tal da ikke så! Tænk da ikke så!

Faksimile

legg: 39, blad: [2]v

152.

Allmers

(uden at høre på hende)

Men når du altså ikke rejser med –? Når der
ingenting er, som binder dig? Hvorfor vil du
så ikke bli’ herude hos mig – og hos Rita?

Asta

(urolig)

Nej, for det kan jeg ikke. Jeg må så nødven-
dig ind til byen nu.

Allmers

Men bare ind til byen, Asta. Hører du det?!

Asta

Ja.

Allmers

Og så lover du mig at du kommer snart herud
igen.

Asta

.
(hurtig)

Nej, nej, det tør jeg ikke love dig for det første.

Allmers

Godt. Som du vil. Så træffes vi altså der
inde da.

Faksimile

legg: 40, blad: [1]r

40.

153.

Asta

(bedende)

Men, Alfred, du må da bli’ hjemme hos Rita
nu!

Allmers

(uden at svare, vender sig til Borghejm)

Det turde være bedst for Dem, det, at De ikke
har noget rejsefølge endnu.

Borghejm

(uvillig)

Å, hvor kan De da sige sligt noget!

Allmers

Jo, for De kan aldrig vide, hvem De kanske kun-
de komme til at møde bagefter. Undervejs.

Asta

(uvilkårligt)

Alfred!

Allmers

Den rigtige rejsekammerat. Når det er for
sent. For sent.

Asta

(sagte, bævende)

Faksimile

legg: 40, blad: [1]v

15{5}4.

Alfred! Alfred!

Borghejm

( ser vekselvis på dem)

Hvad betyder det? Jeg forstår ikke –

(Rita kommer op fra venstre i baggrunden)

Rita

(klagende)

Å, gå da ikke fra mig allesammen!

Asta

(møder hende)

Du vilde ˹jo˺ helst være alene, sa’ du –

Rita

Ja, men jeg tør ikke. Det ta’r til at mørkne
så stygt. Jeg synes, der er store, åbne øjne,
som ser på mig!

Asta

(blødt, deltagende)

Om nu så var, Rita? De øjnene skulde du ik-
ke være ræd for.

Rita

Tænk, at du kan sige det! Ikke ræd!

Allmers

Faksimile

legg: 40, blad: [2]r

15{6}5.

(indtrængende)

Asta, jeg be’r dig, – for alt i verden, – bliv her –
hos Rita!

Rita

Ja! Og hos Alfred også! Gør det! Gør det,
Asta!

Asta

(kæmpende)

Å, jeg vilde så usigelig gerne –

Rita

Nå, så gør det da! For Alfred og jeg kan ikke
gå alene gennem sorgen og savnet.

Allmers

(mørkt)

Sig heller – gennem naget og kvalen.

Rita

Ja, hvad du end vil kalde det, – så bærer vi det
ikke alene, vi to. Å, Asta, jeg be’r dig så bønligt!
Bliv her og hjælp os! Vær os i Eyolfs sted –

Asta

(viger)

Eyolfs –!

Faksimile

legg: 40, blad: [2]v

15{7}6.

Rita

Ja, må hun ikke gerne det, Alfred?

Allmers

Hvis hun vil og kan.

Rita

Du kaldte hende jo din lille Eyolf før. (griber
hendes hånd) Herefter skal du være vor Eyolf,
Asta! Eyolf, ligesom du før var.

Allmers

(i dulgt bevægelse)

Bliv – og del livet med os, Asta. Med Rita.
Med mig. Med mig, – din bror!

Asta

(besluttet, rykker hånden til sig)

Nej. Jeg kan ikke. (vender sig) Borghejm, – hvad
tid går dampbåden?

Borghejm

Nu snart.

Asta

Så må jeg ombord. Vil De være med mig?

Borghejm

(i ˹dæmpet˺ stille glædesudbrud)

Faksimile

legg: 41, blad: [1]r

41.

157.

Om jeg vil! Ja, ja, ja!

Asta

Så kom da.

Rita

(langsomt)

Ah, således. Ja, da kan du jo ikke bli’ hos os.

Asta

(kaster sig om hendes hals)

Tak for alt, Rita! (går hen og griber Allmers’s
hånd) Alfred, – farvel! Tusend, tusend gange
farvel!

Allmers

(sagte, i spænding)

Hvad er dette her, Asta? Det ser jo ud som
en flugt.

Asta

(i stille angst)

Ja, Alfred, – det er også en flugt.

Allmers

En flugt – fra mig!

Asta

(hviskende)

Faksimile

legg: 41, blad: [1]v

158.

En flugt fra dig – og fra mig selv.

Allmers

(viger tilbage)

Ah –!

(Asta iler nedover i baggrunden. Borghejm
svinger hatten og følger hende)

(Rita læner sig mod indgange{ <...> }n til lysthuset.
Allmers går hen til rækværket og står der og
ser udover fjorden . Ophold)

Allmers

[HIS: Sceneanvisning mangler i KBK Collin 262, 4°, IV.2.] .

Nu kommer dampskibet. Sé der, Rita.

Rita

Jeg tør ikke sé på det.

Allmers

Tør du ikke?

Rita

Nej. For det har et rødt øje. Og et grønt et og-
så. Store gloende øjne.

Allmers

Å, det er jo bare lygterne, véd du.

Rita

Herefter er det øjne. For mig. De stirrer og

Faksimile

legg: 41, blad: [2]r

159.

stirrer ud fra mørket. – Og ind i mørket også.

Allmers

Nu lægger det til land.

Rita

Hvorhenne lægger det til iaften da?

Allmers

(nærmere)

Ved bryggen, som det { <...> }plejer, kære –

Rita

,
(retter sig op)

Hvor kan det da lægge til der!

Allmers

Det må det jo.

Rita

Men det var jo der at Eyolf –! Hvor kan så de
folk lægge til der?

Allmers

Ja, livet er ubarmhjertigt, Rita.

Rita

Menneskene er hjerteløse. De ta’r ingen hen-
syn. Hverken til de levende eller til de døde.

Allmers

Faksimile

legg: 41, blad: [2]v

160.

Det har du ret i. Livet, det går sin gang, det.
Akkurat som om ingen verdens ting var hændt.

Rita

( ser hen for sig)

Der er jo heller ingen ting hændt. Ikke for de
andre. Bare for os to.

Allmers

(i vågnende smærte)

Ja, Rita, – så unyttigt var det at du fødte ham
i vé og vånde. For nu er han borte igen – uden
spor efter sig.

Rita

Bare krykken blev berget.

Allmers

,
( hæftig )

Ti da! Lad mig ikke høre det ord!

Rita

(klagende)

Å, jeg kan ikke bære den tanke at vi ikke har
ham mere.

Allmers

(koldt og bittert)

Faksimile

legg: 42, blad: [1]r

42.

161.

Du kunde så godt undvære ham, mens du
havde ham. Hele halve dage så du ham ikke
for dine øjne.

Rita

Nej, for da vidste jeg jo at jeg kunde få sé
ham hvad tid jeg bare vilde.

Allmers

Ja, slig har vi ˹ gået her og˺ sløset væk det korte samvær
med lille Eyolf.

Rita

(lytter, i angst)

Hører du, Alfred! Nu ringer det igen!

Allmers

( ser udover)

Det er dampskibet som ringer. Det skal til at
gå.

Rita

Å, det er ikke den klokken, jeg mener. Hele da-
gen har jeg hørt det ringe for ørerne. – Nu rin-
ger det igen!

Allmers

(hen til hende)

Faksimile

legg: 42, blad: [1]v

162.

Du ta’r fejl, Rita.

Rita

Nej, jeg hører det så tydeligt. Det lyder som
ligklokker. Langsomt. Langsomt. Og altid
de samme ord.

Allmers

Ord? Hvilke ord?

Rita

(nikker takten)

«Kryk-ken fly-der». «Kryk-ken fly-der». Å,
jeg synes da du også må kunne høre det.

Allmers

(ryster på hodet)

Jeg hører ingenting. Og det er ingenting
heller.

Rita

Ja, ja, sig hvad du vil, du. Jeg hører det så
tydeligt.

Allmers

( ser ud over rækværket)

Nu er de ombord, Rita. For nu går skibet
indover til byen.

Faksimile

legg: 42, blad: [2]r

163.

Rita

Nej, at du ikke hører det! «Kryken { <...> }– flyder
«Kryk-ken fly-der». «Kryk-ken – –»

Allmers

(går fremover)

Du skal ikke stå og lytte efter noget, som in-
genting er. Jeg siger at nu er Asta og Borg-
hejm ombord. Undervejs allerede. – Asta er
borte.

Rita

( ser sky på ham)

Så er vel du også snart borte da, Alfred?

Allmers

(hurtig)

Hvad mener du med det?

Rita

At du følger efter din søster.

Allmers

Har Asta sagt noget?

Rita

Nej. Men du sa’ selv at det var for Astas skyld
{d}at – at vi to kom sammen.

Faksimile

legg: 42, blad: [2]v

164.

Allmers

Ja, men du, du selv bandt mig. Ved samlivet.

Rita

Å, for dit sind er jeg ikke – ikke sådan – fortæren-
de dejlig længer.

Allmers

Forvandlingens lov kunde kanske holde os sam-
men alligevel.

Rita

(nikker langsomt)

Der er forvandling i mig nu. Det føler jeg så
pinefuldt.

Allmers

Pinefuldt?

Rita

Ja, for der er som en slags fødsel i det også.

Allmers

Det er det. Eller en opstandelse. Overgang til
højere liv.

Rita

( ser forsagt hen for sig)

Ja, – med forlis af hele, hele livets lykke.

Faksimile

legg: 43, blad: [1]r

43.

165.

Allmers

Det forlis, det er just vindingen, det.

Rita

( hæftig )

Å, talemåder! Herregud, vi er da jordmenne-
sker alligevel.

Allmers

Vi er lidt i slægt med hav og himmel også,
Rita.

Rita

Du kanske . Ikke jeg.

Allmers

Å jo. Du mere, end du selv véd af.

Rita

(et skridt nærmere)

Hør, Alfred, – kunde du ikke tænke på at ta’
dit arbejde op igen.

Allmers

Det arbejde, som du har hadet?

Rita

Jeg er ble’t nøjsom nu. Jeg er villig til at dele
dig med bogen.

Faksimile

legg: 43, blad: [1]v

166.

Allmers

Hvorfor?

Rita

Bare for at få beholde dig her hos mig. Så-
dan i nærheden.

Allmers

Å, jeg kan så lidet hjælpe dig, Rita.

Rita

Men kanske jeg kunde hjælpe dig.

Allmers

Med arbejdet, mener du?

Rita

Nej. Med at leve livet.

Allmers

(ryster på hodet)

Jeg synes ikke jeg har noget liv at leve.

Rita

Nå, så med at bære livet da.

Allmers

,
(mørkt, hen for sig)

Jeg tror det var bedst for os begge, om vi skiltes.

Rita

Faksimile

legg: 43, blad: [2]r

167.

( ser forskende på ham)

Hvor vilde du så ty hen? Kanske til Asta
alligevel?

Allmers

Nej. Aldrig til Asta herefter.

Rita

Hvor hen da?

Allmers

Op i ensomheden.

Rita

Op mellem fjeldene? Er det det, du mener?

Allmers

Ja.

Rita

Men dette her er jo bare drømmerier, Alfred!
Der oppe kunde du jo ikke leve.

Allmers

Did op drages jeg alligevel nu.

Rita

Hvorfor? Sig mig det!

Allmers

Sæt dig. Så skal jeg fortælle dig noget.

Faksimile

legg: 43, blad: [2]v

168.

Rita

Noget, som er hændt dig deroppe?

Allmers

Ja.

Rita

Og som du fortied for Asta og mig{!}?

Allmers

Ja.

Rita

Å, du går så stille med alting. Det skulde
du ikke.

Allmers

Sæt dig der. Så skal jeg fortælle dig det.

Rita

Ja, ja, – lad mig høre!

( Hun sætter sig på bænken ved lysthuset)

Allmers

Jeg var alene deroppe. Midt inde i højfjeldene.
Så kom jeg til et stort, øde fjeldvand. Og det van-
det måtte jeg over. Men det kunde jeg ikke. For
der var hverken båd eller mennesker.

Rita

Faksimile

legg: 44, blad: [1]r

44.

169.

Nå? Og{?}så?

Allmers

Så gik jeg på egen hånd ind i en sidedal.
For der mente jeg at jeg skulde komme frem over
højderne og mellem tinderne. Og ned igen til
den anden side af vandet.

Rita

Å, så gik du dig visst vild, Alfred!

Allmers

Ja; jeg tog fejl af retningen. For vej eller sti
var der ikke. Og jeg gik hele dagen. Og hele
den næste nat også. Og til slut trode jeg aldrig
jeg skulde komme frem til mennesker mere.

Rita

Ikke hjem til os? Å, da véd jeg visst at dine
tanker gik hid.

Allmers

Nej, – de gjorde ikke det.

Rita

Ikke?

Allmers

Nej. Det var så besynderligt. Både du og Eyolf

Faksimile

legg: 44, blad: [1]v

170.

var kommet så langt, langt bort fra mig, syn-
tes jeg. Og det var Asta også.

Rita

Men hvad tænkte du da på?

Allmers

Jeg tænkte ikke. Jeg gik der og slæbte mig
frem langs styrtningerne, – og nød dødsfor-
nemmelsens fred og velbehag.

Rita

(springer op)

Å, brug da ikke slige ord om det grufulde!

Allmers

Jeg kendte det så. Slet ingen angst. Jeg syn-
tes at der gik jeg og døden som to gode rejse-
kammerater. Det var så rimeligt, – så ligetil, alt-
sammen, syntes jeg dengang. I min slægt plejer
jo ikke folk at bli’ gamle{.}–

Rita

Å, ti da bare stille med sligt, Alfred! For du
kom jo altså godt fra det alligevel.

Allmers

Ja; så med en gang var jeg fremme. På den

Faksimile

legg: 44, blad: [2]r

171.

anden side af vandet.

Rita

Det har været en nat i rædsel for dig, Alfred. Men
nu bagefter vil du ikke vedstå det for dig selv.

Allmers

Den nat løfted mig til beslutning. Og så var det
at jeg vendte om og gik lige hjemover. Til Eyolf.

Rita

(sagte)

For sent.

Allmers

Ja. Og da så – kammeraten kom og tog ham –.
Så stod der gru af ham. Af det hele. Af alt det, –
som vi ikke tør gå ifra alligevel. Så jordbundne
er vi begge to, Rita.

Rita

(med et skær af glæde)

Ja, ikke sandt! Du også! (nærmere) Å, lad os ba-
re leve livet sammen så længe som muligt!

Allmers

(trækker på skuldren)

Leve livet, ja! Og ikke ha’ noget at fylde livet med.

Faksimile

legg: 44, blad: [2]v

172.

Øde og tomhed altsammen. Hvor hen jeg så
ser .

Rita

(angst)

Å, sent eller tidlig går du fra mig, Alfred!
Jeg føler det! Og jeg kan sé det på dig også!
Du går fra mig!

Allmers

Med rejsekammeraten, mener du?

R{ <...> }ita

Nej, jeg mener det, som værre er. Frivillig
går du fra mig. For du synes, det er bare her,
hos mig, at du ikke har noget at leve for.
Svar mig! Er det ikke så du tænker?

Allmers

( ser fast på hende)

Og om jeg nu tænkte så –?

(Larm og skrål som af vrede, hidsige stemmer
høres fjernt nedenunder. Allmers går til ræk-
værket)

Rita

Hvad er det for noget. (udbrydende) Å , du

Faksimile

legg: 45, blad: [1]r

45.

173.

skal sé , de har fundet ham!

Allmers

Han findes d aldrig.

Rita

Men hvad er det da?

Allmers

(går fremover)

Bare slagsmål, – som vanligt. om lørdagene.

Rita

Nede på stranden?

Allmers

Ja. Hele strandstedet burde ryddes. Nu er mæn-
dene kommet hjem. Drukne, som de plejer. Pry{d}gler
børnene. Hør, hvor gutterne skriger! Kvinderne
hyler om hjælp for dem –

Rita

Ja, skulde vi ikke få nogen ned og hjælpe dem?

Allmers

(hård og vred)

Hjælpe dem, som ikke hjalp Eyolf! Nej, lad dem
bare forgå, – ligesom de lod Eyolf forgå!

Rita

Faksimile

legg: 45, blad: [1]v

174.

Å, du må ikke tale så, Alfred! Ikke tænke så!

Allmers

Jeg kan ikke tænke anderledes. Alle de gamle
rønnerne bør rives ned.

Rita

Og hvad skal der så bli’ af de mange fattige
mennesker?

Allmers

De får ty andetsteds hen.

Rita

Og børnene da?

Allmers

Kan det ikke være så omtrent det samme, hvor
de går til grunde?

Rita

(stille, bebrejdende)

Du tvinger dig selv til slig en hårdhed, Alfred.

Allmers

( hæftig )

Det er min ret at være hård herefter! Min pligt
også!

Rita

Faksimile

legg: 45, blad: [2]r

175.

Din pligt?

Allmers

Min pligt imod Eyolf. Han må ikke ligge uhæv-
net. Kort og godt, Rita! Som jeg siger dig! Tænk
over den sag. Få hele stedet dernede jævnet med
jorden, – når jeg er borte.

Rita

( ser dybt på ham)

Når du er borte?

Allmers

Ja, for så har du da i alt fald noget at fylde livet
ud med. Og det må du ha’.

Rita

(fast og bestemt)

Det har du ret i. Det må jeg. Men kan du gætte,
hvad jeg vil ta’ mig til, – når du er borte?

Allmers

Nå, hvad er det da?

Rita

(langsomt, besluttet)

Så snart du er rejst fra mig, går jeg ned til
stranden og får alle de fattige, forkomne børn med

Faksimile

legg: 45, blad: [2]v

176.

mig her op til vort. Alle de uskikkelige gutterne –

Allmers

Hvad vil du gøre med dem her?

Rita

Jeg vil ta’ dem til mig.

Allmers

Vil du!

Rita

Ja, det vil jeg. Fra den dag, da du er rejst, skal de
være her, allesammen, – som om de var mine egne.

Allmers

(oprørt)

I vor lille Eyolfs sted!

Rita

Ja, i vor lille Eyolfs sted. De skal få bo i Eyolfs
stuer. De skal få læse i hans bøger. Få lege med
hans småsager. De skal skiftes til at sidde på
hans stol ved bordet.

Allmers

Dette her er jo det rene vanvid at høre på! Jeg véd
ikke det menneske i verden, som er mindre skik-
ket til sligt noget, end du.

Faksimile

legg: 46, blad: [1]r

46.

177.

Rita

Så får jeg opdrage mig til det. Oplære mig. Op-
øve mig.

Allmers

Hvis det er dit ramme alvor, – alt det, du der si-
ger, så må der være foregået en forvandling med dig.

Rita

Det er der også, Alfred. Det har du sørget for. Du
har skabt en tom plads indeni mig. Og den må
jeg prøve på at fylde ud med noget. Noget, som
kunde ligne en slags kærlighed.

Allmers

(står en stund tankefuld; ser på hende)

I grunden har vi ikke gjort meget, for de fat-
tige folk dernede.

Rita

Vi har ingenting gjort for dem.

Allmers

Knapt nok tænkt på dem engang.

Rita

Aldrig tænkt på dem i medfølelse.

Faksimile

legg: 46, blad: [1]v

178.

Allmers

Vi, som havde «guldet og de grønne skoge» –

Rita

Vi havde lukkede hænder for dem. Og lukke-
de hjerter også.

Allmers

(nikker)

Så det er jo kanske nokså rimeligt alligevel, at
de ikke satte livet på spil for at redde lille Ey-
olf.

Rita

(sagte)

Tænk dig om, Alfred. Er du så sikker på at – at vi
selv havde vovet det?

Allmers

(uroligt afvisende)

Men tvil da aldrig på det, Rita!

Rita

Å, vi er jordmennesker, du.

Allmers

Hvad tænker du egentlig at du vil gøre for alle de
forkomne børnene?

Faksimile

legg: 46, blad: [2]r

179.

Rita

Jeg får vel nærmest prøve på, om jeg kunde
mildne – og forædle deres livsskæbne.

Allmers

Kan du det gøre, så har ikke Eyolf været
født forgæves.

Rita

Og er ikke taget fra os forgæves heller.

Allmers

( ser fast på hende)

Vær klar over en ting, Rita. Det er ikke kærlig-
hed, som driver dig til dette her.

Rita

Nej, det er det ikke. I alle fald ikke endnu.

Allmers

Nå, hvad er det så egentlig?

Rita

(halvt undvigende)

Du har så jo så ofte talt med Asta om det men-
neskelige ansvar –

Allmers

Om bogen, som du haded.

Faksimile

legg: 46, blad: [2]v

180.

Rita

Jeg hader den bogen endnu. Men jeg sad og
hørte på, når du fortalte. Og nu vil jeg prøve
mig videre frem selv. På min måde.

Allmers

(ryster på hodet)

Det er ikke for den ufærdige bogens skyld –

Rita

Nej, jeg har en grund til.

Allmers

Hvilken da?

Rita

(sagte, tungsindigt smilende)

Jeg vil smigre mig ind hos de store, åbne øj-
nene, ser du.

Allmers

(slået, fæster blikket på hende)

Kanske jeg kunde få være med? Og hjælpe
dig, Rita?

Rita

Vilde du det?

Allmers

Faksimile

legg: 47, blad: [1]r

47.

181.

Ja, – hvis jeg bare vidste at jeg kunde.

Rita

(nølende)

Men så måtte du jo bli’ her da.

Allmers

,.
(sagte)

Lad os forsøge, om ikke det kunde gå.

Rita

(neppe hørligt)

Lad os det, Alfred.

(Begge tier. Derpå går Allmers hen til stangen
og hejser flaget helt op. Rita står ved lysthuset
og ser stille på ham)

Allmers

(kommer fremover igen)

Det vil bli’ en tung arbejdsd{g}ag foran os, Rita.

Rita

Du skal sé , – der vil falde søndagsstilhed over
os en gang imellem.

Allmers

( stille bevæget )

Da fornemmer vi åndernes besøg, kanske .

Faksimile

legg: 47, blad: [1]v

182.

Rita

(hviskende)

Åndernes?

Allmers

(som før)

Ja. Da er de kanske om os, – de, som vi har
mistet.

Rita

(nikker langsomt)

Vor lille Eyolf. Og din store Eyolf også.

Allmers

(stirrer frem for sig)

Kan hænde, vi endnu engang imellem, – på
livsvejen – får se et glimt ligesom et glimt af
dem.

Rita

Hvor hen skal vi sé , Alfred –?

Allmers

(fæster øjnene på hende)

Opad.

Rita

(nikker bifaldende)

Faksimile

legg: 47, blad: [2]r

183.

Ja, ja, – opad.

Allmers

Opad, – imod tinderne. Mod stjernerne. Og
im<...>d imod den store stilhed.

Rita

(rækker ham hånden)

Tak!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: